af Lene Bang
 Normalt i et retssamfund bliver der udmålt en straf, når nogen bliver dømt for en forbrydelse. Straffen skal stå i rimeligt forhold til forbrydelsen. I totalitære samfund, som vi nødigt vil sammenligne os med, har man ikke den retssikkerhed.
Nu mærker man grunden vakle under os, når der oven i straffen også kommer regimets hævn, som ikke kan diskuteres og hvor der hverken er anklager, forsvarer eller dommer og hvor man ikke tøver med at tage ALT fra dem, der opponerer. Med Mit ID er det muligt, for Mit ID er et våben, som staten kan bruge mod befolkningen efter forgodtbefindende.
En demonstrant har smidt kartofler på kørebanen i vrede over at få sin forretning saboteret af urimelige afgifter. Det er noget roderi og det skal straffes. Hvis der stadig havde været rimelighed, kunne man sige en krone pr. kartoffel. Nu får manden fjernet hele sit livsgrundlag, fordi man lukker hans Mit ID, hvor Mit altså ikke betød hans, men statens. Vi så det i Canada under truckerdemonstrationen hvor folk, som havde støttet med et beløb, også fik lukket deres konto.
Befolkningen er statens arbejdsgivere i kraft af valgsystemet og de folkevalgte er ansat af folket til at administrere vores fælles ejendom. Det er den omvendte verden, når staten forlanger tillid af borgerne. Blind tillid til staten fremhæves som en af de vigtigste grundpiller i det danske samfund uden at erkende, at tillid er noget, man skal gøre sig fortjent til. Tilliden fremmes ikke ligefrem, når de, som stiller spørgsmål eller ønsker dialog, udskammes med øgenavne og når de, som demonstrerer, kan risikere at mærke statens hævn i form af terrorvåbnet Mit ID.
Hvis jeg ansætter en til at slå min græsplæne, så kan vedkommende ikke forlange tillid af mig, hvis der er sjusket i kanterne. Hvad skal man gøre, hvis man ikke er tilfreds med det arbejde, staten udfører for en? Her er demonstration borgernes eneste mulighed for at sige fra overfor uhyrligheder, og når den mulighed tages fra os, og man risikerer ALT, så er gode gamle Danmark blevet opslugt af diktaturkrokodillen.
 Dette sker på din vagt. Et diktatur, som vores børn og børnebørn skal leve i. Husk hvem du er ansat til at tjene: danskerne, og fremtidige generationer.
Med venlig hilsen,
Lene Bang
|
