af - Berith Zenia Fagergaard
 I min tale af demo 16. april understregede jeg som det første at demonstrationen ikke omhandlede homofobi, drag queens eller LGBT-modstandere. Men at vi udelukkende var der for at gøre opmærksom på at trenden med kønsskifteoperationer ikke skal involvere børn under 18 år, - hvilket Folketinget nu forsøger at trumfe igennem.
Jeg takkede i øvrigt politiet for at møde op og hjælpe til, da vores demonstration forinden blev angrebet af en moddemonstration af LGBT+ bevægelsen.
Talen
Siden 2015 har der været en signifikant stigning af børn og unge, der søger medicinsk eller kirurgisk behandling af sit eget køn. Denne trend sker ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden.
Og man kan jo spørge sig selv, hvor disse påvirkninger kommer fra?
Ingen tvivl om, at denne trend sker som et led i en overordnet politisk retningslinje, der gennem massive økonomiske summer, arbejder sig hen imod mål om at påvirke børn og unge. Det sker først og fremmest gennem medier, reklamer og kendisser, hvor man gør det attraktivt ikke at være sit eget køn. Man gør både kvinder og mænd til skamme. Mænd skal hade kvinder, kvinder skal hade mænd.
Vi flaskes op med dette i den digitale verden, hvor børn og unge ikke længere har det samme sociale netværk som vi oplevede før år 2000. Der er sket et markant skift.
I undervisningsmateriale på skolerne lægges det op som et menneskerettighedsprincip. Man bruger stærke synspunkter for at italesætte hele denne kønsskiftedebat. Blandt andet bruges der eksempler på hadefuld tale og diskrimination mod LGBT-unge, så vi, der forholder os kritiske, pludselig bliver vendt til at være et fjendebillede mod den unge. Vi skammes ud i medierne, og bliver mandsopdækket af politiet, når vi dukker op til begivenheder hvor man vil påvirke børn så tidligt som muligt.
Vi sammenlignes med rabiate homofobiske, højreekstremistiske, religiøse bevægelser med hvid fråde ud af munden - som en trussel mod ytringsfriheden og udviklingen i frigørelse fra normerne. Vi får dermed ikke nogen stemme i den politiske debat, andet end at blive udskammet.
Derfor står vi her i dag, for at også vores stemme bliver hørt!
Ifølge regeringens LGBT+-plan, der blev offentliggjort august 2022, vil man gennemtrumfe en vidtgående lovgivning, der giver mulighed for juridisk kønsskifte til børn helt ned til 0 år. Der skal blot et samtykke til fra forældre til børn under 15 år. En kønsskifteoperation, der kan få omfattende konsekvenser i en krop, der slet ikke er færdigudviklet og som kan komme til at betyde hormonbehandlinger resten af ens liv. Dette lovforslag blev i første omgang ikke godkendt, men det får ikke regeringen til at stoppe deres forslag. Nu skal lovforslaget tages op på ny d. 9. maj 2023. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har det fjerneste imod kønsskifteoperationer af voksne modne mennesker, der træffer dette valg. Et menneske, der i sin vej gennem livet, har fundet sig selv og har gjort op med hvem de er, og hvor dette er den rette beslutning for dem. Et menneske, der på vegne af dem selv, har truffet denne beslutning og gerne oparbejder de sundhedsmæssige konsekvenser, det kan give for dem at blive medicinsk eller kirurgisk behandlet.
Jeg kender til voksne homoseksuelle, der i årevis har ansøgt om en kønsskifteoperation, hvor det har været en hård proces at skulle godkendes. F.eks. familiefaren der finder ud af, at han slet ikke er til kvinder, og springer ud af skabet som transseksuel, der ønsker kønsskifte. Eller familiemoren. der ikke kan se sig selv længere i den traditionelle husmoderrolle. For dem ønsker jeg vitterlig, at de får hjælp.
Men når det handler om børn og unge under 18 år, så må dette være et rungende, NEJ!
Overgangen fra barn til voksen, er et mellemstadie, hvor man slipper det at være barn, til at blive voksen. Det er en gråzone, som kan for nogle opleves som en livskrise. Man ved knap hvem man selv er, og kan skifte mening, som vinden blæser. Ens eget hormonsystem har slet ikke nået de højder, så man hviler i sig selv. Man vil ud for at erobre verden, slippe sin familie og få en ny familie, som er ens venner, studiekammerater eller som man får på arbejdspladser. Man vil være ligesom dem. Man kan nærmest gå på vandet, og indgår derfor på samme præmisser som sine omgivelser.
Hvem vil være udenfor?
Hvem har som ung lyst til at modstå dette gruppepres?
Det kan være en uhyre sårbar periode i ens liv, fordi man stadig mangler livserfaring, til at træffe de rette beslutninger for en selv. Derfor er det en drastisk beslutning at lade sig enten kønsskifte opereres eller modtage medicinsk behandling.
For der er bare ingen vej tilbage. Når denne beslutning først er truffet, kan det ikke fortrydes eller laves om!
Ud over, at man ikke kan fortryde sit kønsskifte, så kan der være forbudne bivirkninger, som man måske ikke lige havde gjort sig klar. Det er nemlig sådan at vores hormonsystem er som perler på en snor. Når vi går ind og påvirker de mandlige androgener og kvinders kønshormoner, så påvirkes alle de andre hormoner samtidigt, for ikke undlade at nævne hypofysen, som er den overordnede hormonstyring. Hormonsystemet har ligeledes en tæt forbindelse til både vores nervesystem og immunforsvaret. Det er derfor ikke uden risiko for komplikationer at gå ind og få en kønsskifteoperation eller blive medicinsk behandlet.
Det kan blive en livslang ændring, som betyder hormonforstyrrelser og andre uforudsete bivirkninger, som man ikke lige havde tænkt på. Man kan også risikere aldrig selv at kunne få børn. Blive steril. Sunde raske børn og unge, der har potentiale for reproduktion, kan ikke samtykke på egne vegne, ud fra den betragtning, at de slet ikke er der, hvor de tænker langsigtet, og lettere skifter meninger, eller for den sags skyld gennemgået deres indre modningsproces. De står som umodne frugttræer, der mangler den sidste modningsproces! De gør de fordi de mangler erfaring, og lærer sig selv at kende for at kunne træffe et informeret valg.
Når børn vokser op i denne kønsforvirrende verden, med det massive gruppepres der er i samfundet generelt, er der ikke noget at sige til, at vores børn og unge selv bliver forvirret. Vi kan bare se hvordan medier som DR1 repræsenterer John Dillermand, Onkel Rejse og Dragshows for helt små børn!
Hvordan der presses fra alle kanter som et led i en større politisk dagsorden WEF, som presses ned over vores børn og skaber splid adskillelse i familier og den ydre verden, med mindre man gør som regeringen siger! Børn når slet ikke at lære deres eget køn at kende, og hvilke kvaliteter kvinden eller manden har. De maskuline og feminine kvaliteter er i årtier blevet udvasket, hvilket har skabt en enorm stor ubalance i vores samfund. Derfor mangler der også et opgør med de gamle normer, hvor man åndelig har skåret kønsorganerne og nu også vil skære dem af, før man overhovedet ved hvem man selv er. Som mand og som kvinde, mangler vi at tage vores egen power tilbage. Så vi kan blive som hele mennesker, og skabe sundere samfund.
Jeg mener at en kønsskifteoperation først bør være mulig, når man er over de 18 år, gerne op i tyverne, hvor man først begynder at blive moden og kan træffe de rette valg. Ikke som ung under 18 år. Og slet ikke til 0 år.
Derfor står jeg her i dag, som forældre og omsorgsgivere for børn og unge
Jeg vil gerne understrege at ingen af os der repræsenterer os her i dag, er homofobiske eller mod dragshows, sådan som vi fremstilles. Det er bullshit, og en afledning, fra det som sagen handler om. Det handler om vores børn! Hverken mere eller mindre.
Kære Dragshow queen og homoseksuelle: Be my guest!
Men hold jer væk fra at inddrage vores børn og unge i statens underholdningsprogrammer
Hvis jeg havde små børn (de er store nu), ville jeg ikke fnyse og gå over på den anden side af vejen med mit barn, hvis en synlig homoseksuel eller drag queen kom gående. Lad os derfor få denne dialog i øjenhøjde, uden at skamme hinanden ud, men forstå på et højere plan, hvad synspunkterne er. Vi skal ikke være en trussel mod hinanden.
Hvorfor har jeg et profil-billede med en kvinde med et maskingevær, der står med et barn under armen?
I går blev Livah som er medarrangør stillet til regnskab for, hvorfor jeg som medarrangør har et profilbillede af en kvinde med maskingevær der står med et barn under armen.
Til dette vil jeg gerne sige: Fordi jeg mener, at vi, ud over det at være omsorgsgivere og kærlige forældre, efterhånden også har en forpligtelse at stå op for vores børn, når den formynderiske stat griber ind i familien, og begynder at tage styringen over vores børn. Mænd og kvinder der har fået børn til verden, kender om nogen deres børn og bliver slet ikke slet ikke taget med ind i debatten. Kvinder, der har født deres børn, og helt instinktivt kender til deres sårbarhed og mærker deres kriser, bliver medinddraget i debatten. I Indien siger man at den værste vrede i verden er en kvindes vrede. Det er hende der fremkalder vulkaner og andre naturkatastrofer, når ubalancen har stået for længe på. Vi kender det også fra gudinden Kali, fra underverdenen. der står frem og siger NOK er NOK!
Det er blot moderjord der sætter denne grænse og genopretter denne balance, som en cellemembran der passer på sin celle. På samme måde passer vi på vores børn, som små bonsai-træer, der skal have ro og tid til at blive voksen.
 Derfor håber jeg, at jer der er med i dag, vil være med til at støtte og styrke børnene, indtil de når en voksen alder og kan træffe egne modne valg, - gerne fra langt oppe i tyverne.
Berith Zenia Fagergaard,
Biopat-& Urteværkstedet / VelstandsPartiet
|
