Hvis positiv er det modsatte af negativ, og sand er det modsatte af falsk, så er en sand negativ lig med en falsk positiv, dvs. løgn, og en falsk negativ vil være lig med en sand positiv, dvs. sandhed. Ellers må du kalde mig:
Alma Ravn, digter.
Godt gættet! Der er naturligvis tale om en babylonisk begrebsforvirring, når man introducerer relativisme i logikken.
Det er åbenlyst indlysende: Introducerer du en falsk komponent i en positiv enhed, vil værdien ændre sig. Hvilken værdi? Sandhedsværdien, naturligvis. Enheden er nu ikke længere en positiv, for den er ikke længere den samme enhed. Der er tale om, at objektet for studiet ikke længere kan betragtes under de samme vilkår, for grænserne for dets definition er blevet forrykket. Det vil sige, at studieobjektet er blevet et andet.
Hvor studieobjektet før var positivt, er det nu delvist blevet falskt, dvs. dets sandhedsværdi er faldet. Så set igennem logikkens filter, er det kontra-logisk at tale om falske positiver. Set igennem etikkens filter, er det uetisk at sætte værdier ned vilkårligt. Set igennem et videnskabeligt filter er det utåleligt og urigtigt at ville relativere den observérbare realitet, da det har indflydelse på det videnskabelige resultat. Og for at kunne tale relevant om at et studieobjekt, hvorledes kan da dét man måler defineres som både positiv, dvs. sand, og falsk, dvs. usand simultant?
Enhver, der sætter hjerne-stikket i, og trykker på knappen, kan ikke undgå at se det: DET KAN IKKE PASSE.
For det ville være det samme som at sige, at en pige er en falsk dreng eller at dagen er en falsk udgave af natten. Oppe ville, ifølge en sådan relativeret logik, være en falsk nede, og sult ville være en falsk mæthedsfornemmelse. Det er ganske enkelt ikke sande udsagn i henhold til en hvilken som helst logik, du måtte præsentere problemet for.
Det egentlige problem hér er relativisme. Hvis en logisk defineret positiv kan være behæftet med falskhed, kan den – logisk set – ikke længere defineres som en positiv. Den svæver imellem at være positiv og ikke at være det, og den slags svæven, den slags relativisme, er utålelig for enhver logik.
MORLILLE ER IKKE EN STEN, for pokker!
Men den storsnudede Rasmus Berg, alias Erasmus Montanus, konkluderede at morlille derhjemme i hytten absolut måtte være en sten, for han havde læst latin i storbyen, og havde lært at deducere sig frem til en logisk følgeslutning: ”Morlille kan ikke flyve, en sten kan ikke flyve, altså er Morlille en sten”.
Følgeslutningen er logisk nok, det er præmisserne den er gal med.
Der er ingen forbindelse imellem den fysiske bondekone og en sten på landevejen, ergo er konklusionen et produkt af begrebsforvirring, ikke sandhed. Det falder dog ikke Morlille og Farlille ind at spørge den overmåde kloge søn, om hans ræsonnementer ikke er at sammenligne med vrøvl, for han er jo videnskabelig, forstås. Student. Lærd. Sådan en modsiger bondekoner og bondemænd ikke, nej, det ville være storsnudet at gå imod videnskaben, nemlig. Havde Morlille gået imod alligevel, havde hun måttet konkludere, at lille hr. Berg lige såvel kunne have konkluderet, at Morlille kunne flyve, og var en fugl, f.eks. en spætte, således:
En flyvefærdig spætte har to ben
Morlille har to ben
Altså kan Morlille flyve.
Ludvig Holberg spiddede videnskabelig forfængelighed på sin pen. Han hvæssede den på enfoldigheden, der tror alt, autoriteter fortæller dem, fordi de selv er ofre for nedsat syn og manglende vilje til at slå hjernen til. Hvad han i virkeligheden sagde, var at videnskab er farlig i de forkerte hjerner og hænder. Hele Holbergs stykke viser, hvor farligt det er, når logikken relativeres, for med dén, relativeres sandhedsværdien. Og dén, som skruer op og ned for sandhed og falskhed vilkårligt og efter forgodtbefindende, gør sig skyldig i arrogant og/eller ignorant omgang med logik og dermed med sandhed.
Det ville være en absurd misforståelse at konkludere ud fra ovenstående, at alt, hvad som er ulogisk er falsk pr. definition. Det er på ingen måde min pointe. Tværtimod. Jeg påpeger blot, at ifølge logikken som disciplin, er det. Logik er nødt til at være eller ikke at være. Der kan ikke være svævende grænser i logik. Som Ludwig Wittgenstein engang sagde: ”Dét vi ikke kan tale om, må vi forbigå i tavshed”.
Wittgensteins pointe er, at der er mellemrum imellem dét i sproget, vi kan tale logisk om, og dét i en sætning, som afgiver mening UDEN BRUG AF ORD. Iflg. Wittgenstein, kan vi ikke italesætte disse betydningsbærende mellemrum, for de ejer ikke logisk diskurs. Han opfordrer os derfor til ikke at tale hvad dem angår. Dette synspunkt har naturligvis konsekvenser for kunst. Kunst gør jo netop dette, specielt de nonverbale kunstarter, selvfølgelig. Og det er jo sandt, at vi ikke med ord kan gengive et musikstykkes skønhed f.eks. For lyden af spillet musik er ikke det samme som at aflæse et nodeblad, begribeligvis. Så ja, betydning er indimellem tavs i sin insistens, og da sproget ikke kan være tavst, kan ord ikke gribe disse mere subtile betydninger og fastholde dem i tale. Men musikken er ikke falsk af den grund, slet ikke.
Ord kan bare ikke holde dén betydning, den afgiver.
Relativisme fører til logiske fejlslutninger. Dén videnskab, der forsøger at danne videnskabelige konklusioner, kan ikke på samme tid være eksakt og relativ. Ét af de to begreber må med nødvendighed forlade scenen, for de kan ikke sameksistere uden at konklusionen bliver uvidenskabelig og ulogisk.
Hvis jeg er arkitekt, f.eks., kan jeg ikke operere med såkaldt ”falske positiver”. Hvis jeg gjorde, ville mine beregninger blive forkerte, mine mål absurde og broen, jeg ville konstruere, ville brase bardus sammen.
Hvis jeg er bager, kan jeg heller ikke bruge falskt mel til noget som helst. Jeg er nødt til at være sikker på, at mit mel er positivt mht. renhed og kvalitet, ellers vil ingen købe mit brød.
Er jeg derimod vaccine-producent, har jeg slet ikke disse problemer. Jeg har intet ansvar, for det har jeg selv fjernet ad juridisk vej, inden jeg påbegyndte min produktion. Jeg kan derfor sende hvad som helst på markedet, hvis jeg får licens, og jeg kan derefter afvente store summer på min konto. Jeg behøver ej heller nogen moral, for der er ingen penge i etiske spekulationer. Jeg er desuden fri til at manipulere med sproget, som det passer mig, og hvis jeg mener, logiske konklusioner kan nås via ulogiske følgeslutninger, kan jeg bare introducere et element af falskhed i den videnskabelige proces, for forklaringens skyld, og så ellers køre solo som jeg nu lyster. Hele verden er min legeplads og min markedsplads. Alle mennesker i alle aldre er potentielle kunder. Jeg er magtfuld, eneherskende, jeg har monopol på ikke alene mine produkter, men på sandheden herunder videnskabelig ditto. Jeg kan få næsten alle, dvs. samtlige mennesker på denne jord til at danse efter min sprøjte.
Nu er det jo altid interessant at gå ad fontes, dvs. til kilden selv. Jeg må atter engang henvise til min tid i barndommens folkeskole, hvor alle elever fik at vide, at vacciner var grunden til at forskellige alvorlige sygdomme, herunder såkaldte ”børnesygdomme”, var blevet enten stærkt reducerede eller ligefrem udryddet. Dette var, fik vi at vide, grundet vacciner. Men ser man reelt på sagerne, dykker ned i dem, læser og forstår, begynder det at stå helt klart, at disse såkaldte vacciner aldrig i sig selv har været årsag til en nedgang i hverken dødelighed eller morbiditet. Tværtimod ser det, ved en gennemgang af forskellige statistikker, der netop har haft til hensigt at dokumentere, at vacciner var det ottende videnskabelige vidunder, ud til at VACCINEPRAKSIS TYPISK ER BLEVET INTRODUCERET I FORLÆNGELSE AF EN ALLEREDE TENDENTIØS KURVE, DER FOR BÅDE DØDELIGHED OG MORBIDITET I FORBINDELSE MED SYGDOMME, I FORVEJEN VAR FOR NEDADGÅENDE. Det betyder altså, at der ikke nogetsteds er belæg for at postulere, at vacciner i sig selv er årsag til at der dør færre mennesker og at de sygdomme de dør af, er mindre alvorlige i karakter.
Jeg opfordrer læseren til at tjekke disse fakta selv. Det er indlysende, at tendensen er generel. Brug det nære syn og din fornuft.
Helt privat fik jeg voldsomme feberkramper som spæd, og var i en periode indlagt på et børnehospital til observation for epilepsi. Dette forsvandt i 20-års alderen, men var en klar konsekvens af den daværende såkaldte ”triple vaccine”, som blev propaganderet ind i unge, nybagte mødre i begyndelsen af ´70´erne.
I dag vil jeg kende mit forløb som vaccineskadet barn, men nej, det kan desværre ikke lade sig gøre, fortæller man mig. Jeg kan højst få en forsikring fra samtlige de læger jeg siden har talt med det om, der går ud på, at det i hvert fald ikke var vaccinens skyld, nej. Men min mor, som bar mig i sin mave lige under sit bankende menneskehjerte, véd. Hun accepterer ingen af deres ”falske positiver”.
For hun er ingen Morlille.
14.11.´22
|
