|
31. oktober 2022
af Alma Ravn, digter
Jeg har læst din tekst skrevet til World Economic Forum betitlet: ”Jeg ejer intet, har intet privatliv, og livet har aldrig været bedre,” fra 2016, og har følgende kommentarer i den forbindelse:
 Ida, lad mig sige det ligeud: Du kan ikke på nuværende tidspunkt skrive en sammenhængende, autentisk tekst, som du kan regne med ros og respekt for af læseren. Ingen fornærmelse ment, men hør her: Første forudsætning for at skrive en tekst er, at man kan sætte ord sammen på en meningsfuld måde. Anden forudsætning er, at man kan argumentere for sine synspunkter på en sober, moden og selvstændig måde, ellers er det bedre, man skriver til et ugeblad af typen ”Billedbladet” eller ”Se og hør” eller formiddagsbladene. En anden mulighed er slet ikke at ytre sig, hvis ikke man kan leve op til skriftens fordring om respekt for sit stof, stilistisk forståelse, modenhed og selvstændighed. Dette gælder menneskeligt såvel som tekstmæssigt. Tredje forudsætning er, at man aldrig nogensinde under nogen som helst omstændigheder taler ned til sin læser i forsøget på at fremme sit budskab. Fjerde forudsætning er, at man stiller flere spørgsmål, end man leverer svar, i hvert fald hvis man skriver fiktion. Femte forudsætning er, at man ikke taler andre efter munden, eller skriver ud fra en andens manuskript. Sjette forudsætning er, at man tilstræber sandhed i sit udtryk, dvs. er tro mod sit materiale. Syvende forudsætning er, at man selv kender til eller har gennemgået, dét man skriver om eller ønsker at andre skal inspireres til i teksten, da nogensinde i livet bør give andre ordre til at udføre eller stå til rådighed for noget, man ikke selv vil lægge liv til. Ottende forudsætning er, at man forstår, virkeligt fatter, hvad forskellen er imellem simpel retorik og dét at have et reelt budskab. Niende forudsætning er, at man er frygtløs. Tiende forudsætning er, at man kan stå inde for sine ord med sin egen menneskelige integritet og sin moral. Ellevte forudsætning er, at man forstår verbaltiderne.
Ida, du lever ikke op til nogen af forudsætningerne. Vi tager et eksempel fra din tekst, som omhandler indbyggerne i din fantom-by a`la år 2030: ”Vi har adgang til transport, indkvartering og alle de ting, vi har brug for i vores dagligdag.”. Godt for de, Ida, der ønsker at nøjes med ”indkvartering” i stedet for en bolig, som de fleste af os naturlige mennesker, ynder at kalde for HJEMME.
Ida, du taler så meget ned til din læser hér, at jeg f.eks ikke kan undlade at informere dig retur om, at jeg kender til frosne nætter alene på en bænk under stjerner så klare som funklende perler af håbet, håbet der ikke vil gå ud, og jeg kan sige dig, at jeg har haft mere end nok af simpel, nødtørftig indkvartering. Selve ordet får mig til at tænke på lange køer af sultne, frosne mennesker, som alle gerne ville have en skål suppe og et lunt flute eller bare en kop kaffe, som dampede af hede eller et bad. Det er kommunalt, og dét er indkvartering, Ida. Jeg vendte dette system ryggen, da jeg den første nat, jeg overhovedet forsøgte at komme indenfor, i nærheden af en rigtig seng, amen, blev beordret til at give mit CPR-nr. for at få adgang til den. Jeg gik øjeblikkeligt tilbage ud i snestormen. Siden forsøgte jeg aldrig nogensinde igen, og fandt mit træ i stedet.
Du er gennemsigtig sådanne steder, Ida, og du ender i de forkerte registre. Privatliv kan du godt glemme. Sov påklædt, hvis du er kvinde. Du kan drikke kaffe i morgen tidlig og få en skål havregryn med mælk samt mulighed for at smøre en madpakke. Så binder du snørrebånd igen. I sådanne omstændigheder er det bedste, du kan gøre at sætte dig på en sten og skrive et digt. Langt væk fra indkvarteringen. It´s just such a bleak, such a bleak feeling, Lord. Release me. Let me go.
Næste eksempel fra din tekst: ”Først blev kommunikation digitaliseret og gratis for alle. Derefter, da ren energi blev gratis, begyndte tingene at udvikle sig hurtigt. Transport faldt drastisk i pris. Det gav ingen mening for os at eje biler længere, fordi vi kunne ringe efter et førerløst køretøj eller en flyvende bil til længere ture indenfor få minutter.”
Dette afsnit viser, hvor lidt hold der er i din tekst, og hvor absurd langt fra realiteten den befinder sig, Ida. Nu da vi, ifølge den gregorianske kalender, som blev indført i Danmark i 1700, er i år 2022, véd du jo godt, at prisen for en billet med eksempelvis bussen, ligger på 2 kr. pr. km. Med den nuværende politisk instigerede inflation er der bestemt ingen udsigt til at transport vil ”falde drastisk i pris.” Ordene er utroværdige. Og da du ytrer dem skriftligt, gør de dig utroværdig.
Nu, Ida, da mit ærinde jo ikke er at udstille én, der ikke helt har lært at skrive på nuværende tidspunkt, og da du i øvrigt varetager denne udstilling fint på egen hånd, vil jeg blot tage fat i fem eksempler mere fra din tekst, der understreger min pointe: Du trænger til koncentreret og målrettet at lære hvorledes du taler respektfuldt, meningsfuldt og udtryksdybt til andre i skriftlig form. Én gang for alle. For hvis en læser skal vie sin tid til din skrift, må du skrive noget, der er læserens tid værdigt. Hvis ikke, spilder du din læsers tid, og så vender læseren blikket andetsteds hen for aldrig at lade det vende tilbage. Det flyver videre i en andens bil med vinger, Ida. Dyt-båt.
Eksempel et:
”Nogle gange tager jeg cyklen, når jeg skal se nogle af mine venner. Jeg nyder motionen og turen. Det får på en måde sjælen med på rejsen. Sjovt hvordan nogle ting synes aldrig at miste deres spænding: gåture, cykling, madlavning, at tegne og dyrke planter. Det giver god mening, og minder os om, hvordan vores kultur opstod ud af et tæt forhold til naturen.”
Helt præcist, hvad giver god mening hér? Det er snarere en lille dynge af ubegrundede postulater, som sprøjtemales med noget, der ser glimtende ud for at fange lige netop læserens enormt vigtige blik og dermed opmærksomhed. Fyldord en masse. Højtråbende fraser, der pakkes ind i forgyldt lokumspapir, så de fremstår som åndrigheder med et altruistisk, sundt og velmenende sigte. De er alt andet. For du søger at snyde din læser, Ida, ved at undlade at oplyse ved tekstens start, at du skriver et bestilt stykke arbejde. Din skrift er betalt af din arbejdsplads, og din chef, den blegfede Schwab med de nasale brud på almen sprogbrug og de basale brud på almen moral, naturlighed og værdighedsfølelse.
Har du aldrig fået kvalme i en slagterbutik, fordi smørrebrødet var altfor højt belagt? Denne pludselige nausea? Svimmelhed? Brækfornemmelser?
Ida, hvorfor definerer du ikke klart overfor din læser, uden fyldord, som ”på en måde” hvad du anser sjæl for, og hvorfor den skal med på din cykel? Hvor har du i det hele taget cyklen fra, du som intet ejer i din lykkerus? Du omtaler befordringsmidlet som cyklen, men hvis den skal bestilles centralt hver gang sjælen skal luftes på den, bør du skrive ”en cykel.” Bestemt og ubestemt form, Ida.
Du forklarer – og en didaktisk tilgang er altid problematisk i en science fiction-tekst – at det er forbundet med spænding at gå en tur og at lave mad, bl.a. hvilken spænding, helt præcist, Ida?
Det er hverdagsgøremål i et naturligt liv. Igen taler du ned til din læser, på samme vis som Kamala Harris fra Biden-administrationen i det hvide hus. Hun blev spurgt af en journalist, om hun venligst kunne give en forståelig forklaring på Ukraine og Rusland og de to landes forhold for tiden, hvortil hun svarede:
”Ukraine is a country. So, Ukraine is a country in Europe. It exists next to another country called Russia. Russia is a bigger country. Russia is a powerful country. Russia decided to to invade a smaller country called Ukraine. So basically that´s wrong. And it goes against everything we stand for.”
En så blatant og ligefrem en sjofelhed slyngede nævnte dame direkte og frontalt i ansigtet på enhver intelligens. Din måde, Ida, at tale ned til din læser på, er nøjagtigt ligeså snotdum og arrogant. Så er det sagt, så direkte som jeg kan. Den er, helt enkelt, så simpel, tarvelig, gemen og underlødig, at den virker øretæveindbydende, det kan jeg godt sige dig, Ida. Det er en prøvelse at gennemføre læsningen, og man er hovedrystende rasende, ved at dø af grin, eller svært irriteret, når man når til det sidste ord i din tekst. Jeg gider ikke bruge tid på at lade som om, for der er ingen, udover mig selv, Ida, der trækker i mine tråde. Jeg skriver og taler ikke ud fra en andens manus. Mine ord er mine: Lad være med at udgive noget som helst, før du fatter dét i det mindste. Dine udgivelser får læseren til at krumme tæer både på det tematiske og stilistiske plan, de er pinagtige, Ida. Det er bedst, du venter lidt. Så lidt mere.
Hér! Nup et lille smædedigt i mellemtiden, du:
Hello! I´m Ida
and I´m a young global lead´a
which is pretty cool
you useless fool
Listen! I got a plan
a tremendous task:
I wanna make every fool
wear a protective mask
They gotta give me their faces
so to speak and their arms too
And once I´ve invaded their minds
what more can they do, boo-boo?
I´m global ya´ know
I´m nobel ya´ know
I fight the air for you
I´m green ya´ know
all the way
So very, very green
Ya´ know.
Yes! I´m Ida from Denmark
I intend to save you from CO2
so when you see something green
that is surely me. See?
I´m a lead´a wannabe elit´a
evergreen at heart
´cause I´m Ida...
La..la..la..´scuse me..la-la
I GOTTA GO
Nu får du ordet igen, Ida. Her er næste eksempel fra din tekst:
”Hvorfor have en pastamaskine og et crepejern proppet ind i vores skabe? Vi kan bare bestille dem, når vi har brug for dem.”
Ida, har du nogensinde hørt om affektionsværdi? Den opstår ud fra et individuelt TILHØRS- eller TILKNYTNINGSFORHOLD til en eller flere ting, man har et emotionelt forhold til. Hvad bilder du dig ind at underkende den på vegne af andre? Dine eventuelle læsere står af, hvis ikke de også er ansat i World Egoistic Forum, for de bærer deres sjæle indvendigt, ikke som vedhæng på en bestilt cykel, ser du.
Du fortsætter: ”Miljøproblemer synes langt væk, da vi kun bruger ren energi og rene produktionsmetoder. Luften er ren, vandet er rent, og ingen ville turde røre ved de beskyttede naturområder, fordi de udgør en stor værdi for vores velbefindende.”
Hér bliver din tekst virkelig problematisk, Ida. At synes vil sige at ”se ud som om.” Hvorfor er du ikke mere konkret i din fremtidstirade? Din læser kan ikke forankre sin forståelse i ubegrundede floskler, for dét kan ingen intelligens. Det er sandt, at din betalte opgave gik ud på, at World Egoistic Forum ville se dit bud på ”Agenda 2030” i dit fædreland, Danmark, men mig forekommer det, at tekstens ”vi” ikke er klart formuleret. Er det ”Os Alle”? Det er et popsmart, retorisk trick at postulere at ét menneskes tankeløshed er lig med at alle andre tænker ligeså tankeløst. Du forråder din læser, og fortjener derfor ingen læsere. Længere nede i samme afsnit omtaler du ”beskyttede naturområder” alle, uden undtagelse, ville holde nallerne fra, velvidende, nemlig, at disse områder bare er noget så gode for vores følelse af velvære. Hvor himmelråbende NAIVT! Hvilken FORSTENET romanticisme ex nihilo, menneske dog! Polerede fraser i et stivnet univers, hvor ingen trækker vejret, da der ingen luft når ind. Genlæs din egen sætning, Ida, til du segner af skam. Når du igen er kommet til bevidsthed, visker du den skyndsomst ud, og makulerer papiret.
Og nu runder du begrebet ”shopping.” Du kan næsten ikke erindre dette gammeldags, støvede og helt out-of-date-begreb, men som det skrider derudaf, kommer mere og mere frem for dig. Du skriver:
”Shopping? Jeg kan ikke rigtig huske, hvad det er. For de fleste af os er det blevet forvandlet til det at vælge ting at bruge. Nogle gange synes jeg, det er sjovt, og andre gange vil jeg bare have algoritmen til at gøre det for mig. Den kender min smag bedre end jeg gør på nuværende tidspunkt.”
Din omtale af din ”algoritme,” gør din læser konfus. Hvad mener hun? tænker læseren naturligt. Igen er du dumsmart-arrogant overfor din læser. Og du konstaterer, at denne ”algoritme” skulle så kende din smag bedre end du selv, på nuværende tidspunkt.
Hér må jeg le højt, Ida. Jeg har ligefrem medlidenhed, men ikke medfølelse, med dig. Hvis du kan, må du selv tænke dig til årsagen.
Sidste eksempel fra din tekst: ”Engang imellem bliver jeg irriteret over, at jeg reelt ikke har noget privatliv. Ingen steder kan jeg gå hen og ikke blive registreret. Jeg ved, at et eller andet sted bliver alt, hvad jeg gør, tænker og drømmer om, registreret. Jeg håber bare, at ingen vil bruge det imod mig.”
Så du håber bare, at du kan gå gennemsigtig igennem verden med resterne af din sjæl på bagagebæreren af en bestilt cykel, og at ingen vil bruge det imod dig???
Ida, jeg bliver nødt til at stoppe nu. Jeg har kvalme, selvom jeg er usprøjtet. Det er min sjæl, Ida. Den siger STOP, fordi den føler sig forurenet af den betalte pinagtighed med særdeles klare undertoner af amatøragtige forsøg på at narre alt og alle med en gylden retorik der nok ser ud til at dryppe af bare betydning, men som, når man piller i overfladen, må konstatere, bare er bladguld, et dække for tomhed og ingenting, og som i så rigt mål stråler ud fra din tekst. Som, når alt jo kommer til alt, rent faktisk slet ikke er din. Du er en spøgelsesforfatter, Ida. For teksten du skrev, var skrevet, da du fik opgaven. Du oversatte den bare til dansk og skrev den ind.
Dom: Ikke bestået.
- og lige et Post Scriptum:
Hvis du en anden gang, som altså ikke er på nuværende tidspunkt, vil forsøge dig udi science-fiction-genren, så skal du gå direkte til kilden selv, Ida. Han hedder Kurt Vonnegut, og du kan selv slå ham op. Han er science-fiction-mester, kan jeg love dig for. Og her holder du kasketten i hånden, ærbødigt, det kan jeg godt sige dig, min pige. Ingen arrogance overfor så stor en mester. Kend din plads. Ti stille og sæt dig ned og læs og lær. Punktum.
|
