|
5. sept. 2022
 En tekst om påtvungen stimulans og om at mennesker, der sætter pris på selv at bestemme, kun har tre retninger, de kan dreje deres hoved i, når de kører i de meget dyre busser fra Movia. Kigger de ligeud, får de et frontalangreb af betalt propaganda lige i fjæset, smask!
Af: Alma Ravn, digter
”BE BRAVE LIKE UKRAINE!”
- står der henover skærmen på lofts-TV´et, der er strategisk placeret forrest i bussen lige efter den smarte maskine med det blinkende, blå ansigt, der uafladeligt udgyder sit ”Tjek ind! Tjek ud!”
Du sidder i bussen. Du skal på arbejde. Klokken er 6. Du vil allerhelst nyde solopgangen fra vinduet, gabe lidt, forberede dig mentalt til din dag, måske læse lidt i en bog du har med.
Men der er et flimrende, snakkende bagtæppe, der ligesom hele tiden gør krav på din opmærksomhed ud af øjenkrogen..farveglimt, flash, en smart melodi, så reklamer.
Movia er, siger de chauffører, jeg spørger, selvejende og udliciterer ruterne til private busselskaber herunder Keolis, så de ejer vel også fjerneren i loftet, må man formode?
Kan man venligst få slukket for dén kasse?
Hvem har – på både passageres og chaufførs vegne – bestemt, at der konstant skal køre TV2 på dén skærm?
Personligt har jeg aldrig kørt med bussen, uanset om det bare var et lille smut fra Korsør til Slagelse, uden at dén skærm i loftet kørte non-stop.
Jeg kan ikke vide, hvordan andre har det med de skærme. Men jeg kan ikke lide dem, og ville så absolut helst være fri. Jeg har intet fjernsyn selv, da jeg ikke vil betale for at blive åndeligt tilsmudset, og jeg forstår, at alle, dvs samtlige mennesker i dette land nu er blevet tvunget til at medvirke til betalingen af såkaldt ”licens” blot via det faktum, at de har internetadgang. Dette er i sig selv en overtrædelse af alles ret til selvbestemmelse i forbindelse med ideologisk påvirkning, efter min mening.
Jeg finder det urimeligt, at jeg skal betale en høj billetpris for den simple sag det er at lade sig transportere med et offentligt transportmiddel og samtidigt pånødes, uden mit samtykke, at få serveret den ene propaganda-sætning efter den anden i ansigtet. Jeg kan ikke finde mig i det, for jeg er ikke nogen støtte af såkaldt ”offentlig konsensus.” Selve begrebet emmer af løgn og ting under gulvtæppet. Derfor er der intet fjernsyn i nogen bus, der skal forklare mig om mod, og om at de politiske svinestreger der finder sted i Ukraine, hvor lokalbefolkningen angribes indefra af egne kræfter i en regering, der totalt har solgt sig selv til international stanglakrids og manipulation. Jeg skal ikke være MODIG SOM UKRAINE. Hvad er det for en gang indædt nonsens at bringe til bus? Hvad skal jeg glo på det for?
Hvis bussen er for alle, skal billetprisen sættes ned med i hvert fald en femtedel. Og den skal være fri for betalt propaganda. Det er et spørgsmål om omfordeling af allerede eksisterende ressourcer; ikke om retorisk pladder, der skal få en hunde-høm-høm til at ligne en lagkage. Når der har været råd til propaganda, er der også råd til anstændig tanke og handlen.
Den konstante summen fra den omtalte forureningskilde i loftet på Movias busser kan også kun udgøre en sikkerhedstrussel for chaufføren og dermed for passagererne. Det er distraktion.
Tag bus-kameraerne ned, Movia, og sænk prisen så den bliver fair og betalelig. I er ikke uundværlige. Til gengæld er I blevet arrogante, tager til selvtægt og påtvinger medieforvansket uvirkelighed som erstatning for synet af natur, roen i at sidde og småsnakke med sin sidemand eller bare at lukke øjnene uforstyrret. Disse ting er ikke privilegier, når man betaler overpris for at køre i bus. De er selvfølgeligheder.
Pil fjernerne ned.
Ingen statsfinansieret propaganda i det offentlige rum.
Det gælder også mælkeproducenter. Så sent som i dag så jeg en bill board med reklame for mælk, og to kære børn, der drak den hvide væske. Under den stod, at mælk er en bæredygtig vej frem, og at plakaten var sponsoreret af Den Europæiske Union. Allerlængst nede på plakaten fremgik det dog, at Den Europæiske Union ikke kan stilles til ansvar for de holdninger, der kommer til udtryk i plakaten.
Hallo! Hvad skal den så hænge der for?
Det er et ældgammelt trick at gøre sig selv juridisk immun, når man skal sikre sin magt og fastholde dén propaganda der betinger den.
Det er så letgennemskueligt, at man bliver flov på de politiske paphattes og kommune-kongers vegne. Der er noget, ledelsen i Movia har misforstået radikalt: Man betaler for transport fra punkt A til et andet punkt, når man vælger at tage bussen. Man betaler ikke for at få ørerne tudet fulde af betalt nonsens. Børn skal ej heller udsættes for manipulation i det offentligt tilgængelige rum. Det er patroniserende adfærd fra et simpelt busselskab, hvis eneste forpligtelse overfor den brede befolkning er, at facilitere transport, intet andet. De må tjene på det, ja, hvis de ellers servicerer, dvs. yder dén service der betales for. Men de må ikke bestemme over passagernes tankerum. Det er at betragte som en uopfordret ideologisk invasion betalt af nogle ukendte aktører, der finder invasionen passende og i orden på vegne af andre. Det er anmassende. Skal der vises TV i bussen, skal det være frivilligt og valgfrit. Teknologien til at virkeliggøre dette, findes.
Jeg vil ikke høre på mere centralt dirigeret propaganda-TV i bussen. Derfor er jeg helt holdt op med at tage den. Det blev for ulideligt, og jeg er glad for alternativet, som også er bedre for både natur, mig selv og min indre ligevægt: Jeg cykler.
Det er der ingen giftiggrøn omstilling i. Det er bare at træde til og nyde at man bruger sig selv i frisk luft og er levende i hele sin krop.
Og når jeg skal langt, er vi nogle stykker, der har talt sammen om at arrangere samkørsel. Vi deler udgifterne. Det er enkelt. Vi bestemmer selv, hvad vi vil tale om, eller om vi, tilbagelænet, vil hvile med blikket mod horisonten, der suser forbi. Det er meget bedre end blå robotansigter, der råber tjek ind og ud og en skærm der insisterer på at forklare dig, at i Ukraine er man modig, og du sku´ ta´ at være lige sådan. Det er kvalmende og et angreb på intelligens og privatsfære.
Kun en Ida Auken ville savne TV-propaganda-bussen, for hun elsker at være uden privatliv, og hun vil sikkert også snyde med billetten, for hun vil være helt blanket af, og noget så lykkelig.
Essensen i hendes motto er jo: ”I have neither privacy nor money and I´m bubbling over with happiness.”
Heureka!
Dét er altså årsagen til at du har så højt et betalt job i Klaus Schwabs fede fidusfirma, Ida!
Og, helt ærligt, Ida, du beskriver faktisk det samme med din ”I have neither privacy nor money”-sætning som en indsat ville gøre det i et fængsel. De har heller ikke noget privatliv og ingen nævneværdig personlig indkomst heller. Om de ligefrem er lykkelige, véd jeg ikke, men tror du ikke, som jeg og mange andre usprøjtede er begyndt at tro, at du i virkeligheden længes ubevidst efter at komme i fængsel for dét du har gjort med din betalte virkelighedsforvrængning ligesom morderen i Henrik Stangerups ”Manden der ville være skyldig”? Dét tror mange af os usprøjtede, Ida. Og vi bifalder dit valg helhjertet. Gå du trygt i fængsel, min pige.
Og selvom du får din egen pind med din helt egen madras og vandhane, kan du nok få lov til at undslippe privatsfæren, hvis du spørger fængselsbetjenten pænt. Måske endda sove i Modtagelsen. sammen med de andre ungdommelige verdensøkonomer fra Jugendkorps Schwab.
Ganz toll durchsichtig zu sein, nicht wahr?
Eller det intelligente alternativ til kollektiv dumhed: TJEK UD!
26.8.´21
|
