|
21. august 2022
Lyrik, epik, dramatik
Om den indlysende betydning af sjælens sprog i en verden, hvor O-MICRO-N er navnet for at chippe menneskeheden uden dens samtykke. Om den underliggende gift i den venlige tvang. Og om at se poetisk og redde sit liv.
af Alma Ravn, digter
Det er for længst ophørt med at være morsomt, at skulle lege sproglig skjul med magthaverne. Desværre er det en trættende forudsætning, hvis man ønsker at dechifrere dens sprog. For magtsprog er symbolsprog. Intet, og hér menes intetsomhelst, siges ligeud, som det er. For hvis det gjorde, ville det være logisk at afskaffe mellemmanden, da ting jo taler i sig selv. Men mellemmænd betyder driftighed, og driftighed betyder en rask handel, og en rask handel betyder penge. Så mellemmændene har bestemt, at vi – folket – har brug for en mellemmand. Lige i øjeblikket hedder hun så Mette.
Mette bestemmer over forretningen ”Danmark A/S.” Hun kan, f.eks., vælge at lukke den. Hun kan også vælge at bestemme, at man kun må vise sig i den, hvis man har en maske for ansigtet. Eller hun kan – i fuldt alvor – forlange, at indbyggerne i denne forretning skal fremvise et statsligt stemplet dokument, der giver dem lov til at færdes på steder, hvor dette dokument er påkrævet. Hun kan lukke skolerne i butikken, så ingen børn kan se hverken deres lærer eller deres klassekammerater i øjnene uden gennem en skærm. Hun kan også udstede et dekret, der påbyder folk at angive hinanden, såfremt der skulle være nogen, der ikke har et ”gyldigt” eksistensberettigelsespas, der godtgør, at de har ret til at være til i fuld figur men med mørklagt ansigt og sterile hænder. Folk skal ikke tale sammen, synes Mette. De skal i stedet sidde HVER FOR SIG og være stille.
Det er ligesom i folkeskolen: I min klasse, c-klassen, blev alle straffet, hvis én forbrød sig imod reglementet. Bodil Madsen, sådan hed vores dansklærer, var rødhåret, lille og trind og hun var meget hidsig af temperament. Hun gik ind for kollektiv afstraffelse. Så ku´ vi lære det! Og drager man en sammenligning, vil det være tydeligt, at fælles for både Mette og Bodil er, at de ikke er lydhøre overfor kilden til forstyrrelsen, men i stedet søger at straffe bredt, så de selv kan komme videre ad deres eget spor. Det er ren egoisme, og der var ingen elever, der elskede Bodil. Hun var tålt og man makkede ret, men man opfandt øgenavne, og lavede ansigter ad hende, når hun skrev åndløsheder på tavlen af typen:”6.C ønsker Børnetandplejen en god jul.M.I.S.” Forkortelsen betød ”Må Ikke Slettes,” og når Bodil havde skrevet dette, trådte hun gerne et par skridt tilbage, beundrede sin kunst på afstand, og udbrød:”Så siger I tak for i dag! Og sætter stolene op!”
På samme måde var det med flour-skylning, som fandt sted hver fredag. Signalet var altid det samme: Der kom et bank på døren, Bodil svarede Kom ind! Og en kittelklædt, hvid dame kom ind i klassen med en bakke i hænderne. På bakken stod det nøjagtige antal millimeterglas i forhold til elever i klassen. Den Hvide Dame gik tavst ind imellem eleverne, rakte bakken frem, bydende og ordløst, og nikkede venligt, når man tog ”sit.” Så gentog Hun mekanikken fra sidste fredag og sidste igen, og gik op mod katederet, hvor hun smilende trykkede på et stop-ur, som hang i en metalkæde i hendes bælte, og sagde med sådan en glat stemme, kan jeg huske:”Og..start!” Så gurglede vi. Nogen gange kom man til at sluge det. Det smagte så forfærdeligt, at man fik lov at gå ud og skylle mund. Når tiden var gået, trykkede Den Hvide Dame igen på sit ur, og udbrød:”Og..spyt!” Så spyttede vi den klamme væske tilbage i glassene vi havde fået den serveret i. Nu trådte Bodil frem af baggrunden:”Så siger vi go´ weekend til tandlægen!” beordrede hun, og som et brøl steg det frem af klassens struber:”Go-ooo´ week-eee-end!”
”Tak! I lige måde!” svarede klinikassistenten, og lukkede døren i bag sig med et behersket smil. Så trillede hun videre til B-klassen med sin vogn.
Jo, vi var børn déngang. Vi sad i en klasse, vi skulle gå i, og vi var børn. Vores forældre anede ikke, hvad de gav andre lov til at gøre ved os. Og alting, fik vi altid at vide, skete for vores skyld, til vores eget bedste. Det var i hvert fald fordi Bodil og hele skolen syntes godt om børns tænder, og gik ind for at de var sunde, at man ”fik fredags-flour.” Dét var det. Og det var også for vores egen skyld, da ”Calmette-stikket” kom frem, og vi skulle stå i kø foran skolelægens grå kontor med ærmet smøget op. Og man var bare helt kuk-kuk, hvis man ikke troede på det. Så blev man vasket i sneen efter skole, eller fik sin cykel piftet.
Det var dengang det gik op for mig som et sneskred, der kom susende, at gruppepres er skabt af de enkelte i gruppen, gruppen forstærker bare. Og man er sikker, når man følger den. Men man skal være stærk for at være ene.
Engang, hvor jeg selv var boligløs, og det var vinter med frosne bænke og is på kanalen, skrev jeg:
Ingen uro uanset forvirringen.
Stå altid fast i dig selv.
Dén, som vakler i sit eget selv
er dømt fredløs uden appel.
Sikkerhed er, efter min erfaring, at være fornuftig, dvs. bevidst og nærværende. Styrke, derimod, er mentalt at kunne ændre sig selv således at man handler hensigtsmæssigt. F.eks ved at kunne lukke visse ting ude. At stå fast i sit eget selv. Meditation opererer i dette felt. At sidde i sit eget selvs sikkerhed og fokusere på et ensformigt objekt i lang tid er at opløse selvet, gøre det uselvisk, ved at skrue op for modtageligheden af det tidløse nu.
Laurie Andersson er en amerikansk musiker, jeg holder meget af. Hun har denne uforglemmelige sætning, hun engang hørte fra en buddhistisk munk, da hun var et sted i sit liv, hvor hun havde det ad helvede til:”Feel the sadness but don´t be the sadness.”
En slags transcendent nærvær uden tidslige rammer.
Form for frihed.
Essens skaber sig selv og er selvforsynende og uforgængelig. Den kan ikke blive ked af det.
Det kan kun selvet.
Selvet er din maske.
Essensen er din værdi.
Spørg nu med mig:
Hvordan kan den enkelte lade sin essens styre af en samling masker i jakkesæt, der smisker sig til livets ophold ved ikke at vise deres sande ansigt?
Hvordan kan det kaldes demokrati, som jo er den græske oversættelse af ”folkestyre,” når folket kun bruges som stemmekvæg, ikke som myndige medbestemmere over egne skæbner?
Hvad skal folket med jakkesættene på Christiansborg? De er bevisligt snyltere, og deres forbandede snak om mangel og krise og krig og sult og mord og brand og bombemænd og selvmord og lidelse og bander og andengenerationsindvandrere og funktionelt hjemløse og... – som Bodil Jørgensen siger det så rammende - :”Jeg ska´ lige ud at skide. Er der nogen, der ska´ ha´ noget med?”
Tak, Bodil.
Hvordan kan en statsminister sætte lovgivningen ud af kraft i en sådan grad, at hun kan stå og lyve folk direkte ind i ansigterne med et glat fjæs velvidende, at hun har gjort sig selv juridisk immun for enhver form for reel konsekvens?
Hvordan kan Danmarks Riges Grundlov for anden gang (!) blive trådt under fode og sat ud af kraft?
Hvorledes hænger det sammen for den danske befolkning, at de er købt, så solgt? Hvem fanden er det, der køber os?
Ursula von der Løgner, den internationale statsmoder for Europa, underskrev kontrakt med Pfizer, som hun nu, efter det selvinducerende propagandabårne folkemord, nægter at frigive. Ursula synes ikke, verden fortjener at kende til hendes kontrakter, bare fordi nogle af os er døde på grund af dem. Det kan da være lige meget, og min mund er lukket med syv segl og en smæklås, siger hendes hårde, følelseskolde jernøjne, der ser ud som havde de ligget på frost.
Jeg er viking. Sådan behandler man ikke mig.
Behandler man dig sådan?
Hvornår indser folk det helt enkle faktum, at modstand først kan mærkes hos fjenden, når al meddelagtighed hos folket stopper?
Indtil da, er frihedsindskrænkelserne proportional med alle de, der indvilliger; tavst eller bare af vane.
Hvis du elsker din vane, er den højst sandsynligt ved at kvæle dig, og du elsker rutinen uden at ane forskel.
Den bedste modgift er et råd, nu afdøde, David Nors Hansen, min gamle og højtelskede dansklærer i gymnasiet, gav os elever i forbindelse med fornyelse i vores skrivearbejde, vores tekster. Han sagde:”Kill your darlings!”
Vores tekster fik nyt, bogstaveligt talt nyt, liv af det.
Tak, David.
Hvordan kan grænseløst vanvid og overmod danne en norm? Det er nøjagtigt ligeså rædselsvækkende, som det lyder!
Hvem i hele verden kan gå ind for så skinger en perversitet?
Hvem vil lægge liv til?
Du??
Hvad i Jesu navn er meningen med at kapre børn til medicinsk eksperimenteren? Man har gjort det før i umenskelighedens historie, - det sidste evnesvage barn blev lobotomeret, dvs. fik ”det hvide snit” uden at være blevet informeret om det mutilerende indgreb i pandelappen først – for ganske få årtier siden. På samme måde forholder det sig med såkaldt ”psykiatriske patienter,” som – hold lige fast i noget solidt – først fik ret til aktindsigt i egen journal i 1989!!
Hvordan kan vi som folk og samfund tillade at menneskelig degradering er forudsætningen for såkaldt ”medicinske fremskridt”?
Og fremskridt for hvem helt præcist?
De Hvide Kitlers tyranni er cirkulært og hermetisk lukket.
Børn og umyndige er letpåvirkelige og meget modtagelige for propaganda. Vi har haft debatten om reklamer for børn i fjernsynet. Nu skal vi have den nok engang i forbindelse med frygtforførelse. For dét er, hvad det er: Frygtforførelse.
Det er en alvorlig sag, at gøre en moder bange på sit barns vegne. Det er ikke noget, man spøger med. Slet ikke.
At en menneskehånd har kunnet sprøjte en gravid, der har siddet foran vedkommende med troskyldige øjne, og lykkeligt forklaret, at hun selvfølgelig vil gøre alt for at beskytte sit barn....det er samme følelse man får, som når man ser billeder af forsøgsdyr, der kærligt og nysgerrigt forsøger at bonde med deres bødler.
Man får kvalme og bliver kold i sit hjertekammer.
Man græder.
Mette Mink, Søren Sprøjte & Co. er delagtige i mord på internationalt plan, de har haft ansvar for at tynde ud i befolkningen i Danmark. De fortjener at få sprøjten selv fem gange. Hertil samme antal boostere, dernæst omgående aftrædelse uden aflønning, så sættes de på integrationsydelse, da de har opholdt sig altfor meget i udlandet, og ikke længere lever op til opholdskravet i deres egen lovgivning.
Vrede er berettiget.
Jeg har ofte denne tanke: Er denne verden ikke kun mulig, fordi vrede har fået sådan et dårligt ry? Er det måske ikke fordi, folk ikke er vrede nok, at de lader sig mishandle?
Hvor er vikingerne, for fanden?
19.8.22
-------------------------------
Pennen er stærkere end sprøjten
En tekst med beviser.
af Alma Ravn, digter
I denne tekst kommer beviserne først, og i anden række kommer årsagerne til at beviserne er bevisligt troværdige. I alt gennemgås 28 beviser, der følger antallet af bogstaver i det danske alfabet:
Pennen er stærkere end sprøjten, fordi:
a. Sprøjten er så svag, at den ikke kan nøjes med at stikke én gang for alle, men skal opnå beherskelse af sit bytte ved at stikke til det igen og igen. En sådan adfærd er tegn på svaghed. Pennen, derimod, klatter ikke med sit blæk, men kondenserer det, typisk i et digt. Et digt som ikke er direkte og skærer alle unødige ord bort, er ikke et digt. Intet poetisk budskab skal injiceres to gange eller mere for at fattes. Hvis det skal, er det ikke poetisk.
b. Sprøjten omgiver sig med retorisk støtte, da den ikke kan stå alene, men udelukkende fungere som middel. Denne støtte købes. Pressen som presser andre, presses nu selv. Og giver efter for presset, så befolkningen får pressede pressenyheder fra en presse, de end ikke anede pressede så hårdt, fordi den ligger underst. Og en underhunds tænder bider nådesløst, især når der falder så fede ben af til lønningsdag. Poesien, pennen, derimod, er retorik-afvisende.
c. Hvad er der tilbage, hvis en fyldt pipette falder, og knuses imod gulvet? Intetsomhelst andet end et skåret rør og en spildt væske. Hvis pennen falder på gulvet, samler digteren den bare op, og fortsætter poesien.
d. Sprøjten spreder lidelse, og konsekvenserne af den gør ondt på mennesker. Poesiens Pen skaber glæde, ro og dyb, indre ligevægt. Mennesker beriges, bekræftes og motiveres af den. Sprøjten truer liv. Poesiens Pen danser med det.
e. Sprøjten udvisker identitet, f.eks. bag maskeringer af papir. Poesiens Pen understreger menneskelig identitet, og vækker genklang i såvel intellektuel som kunstnerisk og moralsk integritet. Pennen er opbyggende, hvor sprøjten er anonymiserende.
f. Sprøjten har en høj pris, også økonomisk. Poesiens Pen har potentialet i sig til at transcendere enhver prisfastsættelse. Den vil berige, hvor sprøjten sælger sit indhold til højestbydende.
g. Sprøjten formerer sig i takt med italesættelsen af mutationer, der presses ind i godtroende hoveder foran skærme, der presses som den pressende, nemlig pressen selv. Som er presset til at presse. Der findes mennesker – Gud frelse dem! - der har lagt arm til fire, altså FIRE, 4! indsprøjtninger imod en simpel og årstidsbetinget bitte snotforkølelse! Tænk, at de ikke falder døde om af skam! Fire sprøjter i armen, fordi de har set på stueskærmen, at der dør knapt fire tusinde mennesker om dagen! Hopla! Det må jeg nok sige!...Hvor ovenud skræmmende..men hvad med at studere realiteten, før man kommenterer på den? Helt præcist HVOR er disse 4000 lig? HVOR udåndede de? I eller udenfor Danmark? Ifølge hvilke statistikker og HVOR? Og hvilke aldersgrupper har denne ekstreme stigning i deres kurver? Det skulle vel aldrig være meget gamle mennesker på plejehjem? Og hvem udfærdiger disse statistikker? Hvem betaler statistikeren? Og hvem bestemmer konteksten i pressen, hvor kurven vises? Helt enkelt: HVORFOR SKULLE JEG TRO PÅ EN PRESSET HISTORIE BETALT AF EN PRESSE, DER PRESSER AL INFORMATION UD, DER IKKE I FORVEJEN ER PRESSET, FORDI DEN SELV LÆGGER UNDER FOR PRES.
Hvis ikke dét er galimatias, må du tvære mig ud med en presse, der er tung nok. Men dén er nok svær at finde, for Sandheden lægger ikke under for pres. Og da slet ikke et betalt ét af slagsen.
h. Sprøjten er tavs, kold og stikkende. Poesiens Pen synger og bevæger. Sprøjten efterlader et stik af smerte, indre såvel som ydre. Poesiens Pen har potentialet i sig til at ridse skønhed i dit papir og varme i dit hjerte.
i. Sprøjten lader sit indre, dvs. pipetten, fylde udefra. Poesiens Pen er selvforsynende med vital livsvæske, dvs. utømmelig. Hvor sprøjten er redundant, er Poesiens Pen evig i de rette digteriske hænder. Ellers er den afventende.
j. Sprøjten følger magten. Poesiens Pen skriver lige lukt imod den.
k. Sprøjten er ulogisk både i udgangspunkt og – følgelig – i konsekvens: Hvorfor maskerer visse mennesker sig, inden de går på indkøb i et supermarked, f.eks.? Handlingen er kontra-logisk, da de madvarer de typisk indkøber, ikke er influenza-”vaccinerede”. Hvad hvis de f.eks. fik et smittet hvidkålshoved med hjem? Eller et glas med asparges, der var testet positiv? Eller det helt utænkelige: En pose med kartoffelmel, der havde snydt med sin karantæne-periode? Fjorten glas appelsinmarmelade, som ikke overholdt forsamlingsforbuddet på hylde 8? Aha! Hvad så? Og pengene? Fra hånd til hånd er de gået, og hvem véd...måske har min halvtredser ligget indeni en handske tilhørende en corona-dødsmærket? Hvad hører man? At det skulle hjælpe at bære et stykke papir for ansigtet?!? Logisk er det ikke, nej. Logisk er det ikke.
l. Sprøjten er underlagt dikonomien imellem belønning og straf. Belønningsprincippet er simpelt: Du identificerer dig og dine hensigter med sprøjte-ideologien, du belønnes. Du identificerer dig ikke med sprøjte-ideologien, du straffes. Poesiens Pen har vinger, og undslipper begge kategorier, ikke ved at gå imod dem fysisk og i flok, men flyvende og alene.
m. Sprøjten taler TIL, ikke MED. Poesiens Pen skriver sig ind i sin læsers indre med dét formål at tale MED det. Sprøjten er monologisk, hvor Poesiens Pen er dialogisk.
n. Sprøjten giver svar, selv hvor der ingen spørgsmål er, eller hvor ingen har udbedt sig et sprøjte-svar. Poesiens Pen stiller spørgsmål, og bærer besvarelsen rundt i sig selv.
o. Sprøjten henvender sig til massen. Poesiens Pen henvender sig til de få, der kan lytte med øjnene og se med ørene på en naturlig og synæstetisk måde.
p. Sprøjten kan ikke stå alene. Poesiens Pen kan ikke komme helt til udfoldelse uden et minimum af fuldkommen ro og ensomhed.
q. Sprøjten er horisontal, da den har brug for bred opbakning. Poesiens Pen er vertikal, da den har brug for fordybelse.
r. Sprøjten har brug for et meta-sprog for at markedsføre sig. Meta-sproget er propaganda. Poesiens Pen punkterer meta-sproget via sin direkte insistent på og tilgang til; det sande.
s. Sprøjten opererer indenfor tidens ramme, og kan derfor planlægges. Poesiens Pen er spontan og tidløs.
t. Sprøjten er lavet af metal, og er samvittighedsløs. Poesiens Pen er af åndens materiale, og appellerer direkte til sin læsers samvittighed med sin egen.
u. Sprøjten styres af en mediciners hånd. Poesiens Pen går igennem digterens hånd.
v. Sprøjten underlægger sig sit byttes helbred og dermed sundhed, dvs. naturlighed. Poesiens Pen befordrer og betinger den, idet den transcenderer begrebet ”bytte” med samt den etiske nivellering og heraf følgende magtfordeling den forudsætter.
x. Sprøjten skaber ofre. Poesiens Pen skaber værdighed.
y. Sprøjten er kalkulerende, dvs. ekskluderende. Poesiens Pen er generøs og dermed inkluderende.
z. Sprøjten er intentional. Poesiens Pen er inspirativ.
æ. Sprøjten tror, den sætter punktum for liv og kreativitet med en gennemsigtig væske. Poesiens Pen, derimod, har potentialet til at få mennesker til at miste mælet af skønhed skrevet med både synligt og usynligt blæk.
ø. Sprøjten tror, frihed kan sprøjtes væk. Poesiens Pen løslader altid friheden påny.
å. Sprøjten er misantrop, og lavet af en sundheds-apostolisk teknokrat. Poesiens Pen er æstetisk og filantropisk meningsfylde i hænderne på en kunstner. Heri består forskellen imellem kunstig og kunstnerisk intelligens.
TAK. Løft tanken, løslad dine vinger og vær ved godt mod. Med andre ord: Indsprøjt masser af poesi direkte i hjerteregionen. Skab herefter din egen.
Korsør, 6.12.´21
|
