|
- af Lene Bang, 1. juni 2026
Kongen og hans ministre, med et ord kaldet STATAN havde længe sendt molboernes skattepenge til en fjern og fremmed landsby, som de havde fået at vide at de holdt med, fordi molboernes landsby ellers måske, nok, muligvis, eventuelt engang ville blive angrebet af den landsby, som de havde fået at vide, at de skulle hade, fordi deres leder helt hundrede procent uprovokeret havde overfaldet den uskyldige landsby, som de havde fået at vide, at de holdt med, selvom de aldrig havde mødt nogle fra nogen af de fremmede landsbyer. Nu var der så nogle, der havde opdaget, at ikke alle skatterigsdalerne var gået til sabler, dolke og forladere, men en stor del var, utroligt nok, forsvundet til korruption.
Det var selvfølgelig ærgerligt, at STATAN havde undladt at bede om kvittens hver gang man afleverede nogle trilliarder rigsdaler, men STATAN stolede naturligvis på, at de søde fremmede uskyldige krigsramte venner aaaaaldrig nogensinde kunne drømme om at tilbageholde en beskeden betaling for administration til dem selv. Enhver måtte jo kunne se, hvor respektable disse venner var, for flere af STATANS repræsentanter var blevet set snave med nogle af dem, der nu ejede de flotteste slotte og gulddasser.
Når det nu kom frem, at der var tale om en smule returkommission, var det ifølge STATAN selv et bevis på, hvordan deres myndigheder arbejdede for at bekæmpe korruption, og selvom det ikke lykkedes helt, var det jo i princippet prisværdigt og al begyndelse er svær.
Det kunne molboerne godt forstå, derfor indså de, at selvom man godt vidste, at pengene gik til korruption, fortsatte man med at donere uanede beløb rigsdaler, og enhver måtte forstå, at hvis man så meget som antydede, at man skulle forlange dokumentation for, hvad man fik for pengene, så var man en dårlig molbo og ens ESG-score ville blive belastet.
Alternativ slutning
Da det viste sig, at formuer og atter formuer var gået til træbræddesportssteder og fine slotte med ægte gulddasser, blev molboerne rasende, for deres børn havde måttet gå sultne i seng på grund af alle de rigsdaler, der var blevet sendt ud af landet.
Endelig, langt om længe efter at være blevet plyndret, forgiftet og fyldt med løgn, tog molboerne sig sammen. Næste gang STATANS håndlangere kom til landsbyen, arresterede molboerne dem og satte dem i tugthus. De tvang dem til at forklare præcis hvor de fine slotte og træbræddesportsstederne lå, og så pakkede de deres hestevognene og rejste til det fremmede land og indlogerede sig på slottene. Alle børnene glædede sig over at løbe på træbrædder på de elegante træbræddesportssteder.
Da de begyndte at savne den hjemlige landsby, afmonterede de gulddassene, tog dem med hjem og satte slottene til salg, så rigsdalerne kunne finde hjem til deres rette ejere. Heldigvis var priserne på ejendom steget i mellemtiden, så molboerne fik lidt renter på deres ”udlånte” korruptionsrigsdalere. De skyldige blev retsforfulgt og straffet.
Lad det ske!
Lene Bang
|
