|
- af Lene Bang, 27. maj 2026
En dag kom den kendte dyreekspert hr. Klejne til landsbyen. Molboerne stimlede sammen, for at høre hans vise ord:
”På baggrund af den store succes med at sætte ulve ud i land og by, hvor de har formeret sig helt vildt på grund af dejlige lettilgængelige fødekilder som får, katte, hunde, ponyer, kaniner og kalve, og at de ikke mindst har bidraget til at få gjort kål på en stor del af overbefolkningen ved at snuppe et barn i ny og næ, har vi nu besluttet, ved en rådslagning i dyreuetisk rod, at det er helt rimeligt, retfærdigt og naturligt, at alle dyr slippes løs i hele landet. Det er meget forkert, at man holder uskyldige dyr indespærret hele deres liv i zoologiske haver. Hvorfor skal de leve frit i den ene del af landet og ikke i hele landet? De har jo ikke gjort noget, hvorfor skal de så i fængsel?”
Molboerne skammede sig, for det var jo dem, der havde sat alle de spændende dyr bag lås og slå og berøvet dem deres frihed.
”Vi ved fra forskningen og fra dengang ulvene blev sluppet løs, at dyr yngler bedst i frihed. Vi har allerede nu flere ulve, end der er mennesker, og derfor giver vi nu alle dyr deres frihed, så de kan yngle helt vildt så man nu i hele landet kan opleve at møde f.eks. en 10 meter lang boaslange på dasset, en kæmpestor fugleedderkop i loftet i alkoven eller en giftig frø i fadeburet. I har jo allerede vænnet jer til at se billeder af giftfrøer på pakkerne. Nu kan I være så heldige at se en i virkeligheden. Alle disse dyr er hjemmehørende i vores land, og de har langt større ret til at leve her end I har.
Det er jeres pligt at fodre dyrene. Alle naturlige dyr kan bedst lide frisk kød, derfor vil de måske snuppe jeres hånd, når I fodrer dem. Det skal I bare være stolte af, og vi har lavet en kampagne, som viser, hvor prisværdigt det er at ofre sig for dyrene. Kampagnen hedder GIV EN HÅND TIL DYRENE. Når man giver en hånd, giver det et kæmpe plus på ESG-scoren.
Alle molboer skal nu gennem et tjek af fødevareforstyrrelsen, så man kan kontrollere, om de er sunde og velnærede nok som måltid for sultne dyr. Det er jo vigtigt, at alle dyr er i god foderstand, og hvis en ulv, bjørn eller løve ikke er blevet mæt af jeres får, er det kun rimeligt, at man sætter en overskudsmolbo ud til dem. Det kan være en ældre molbo, der ikke længere kan bruges på arbejdsmarkedet, (selvom deres kød nok er lidt sejt) eller et barn, der alligevel skulle have været aborteret. Sådan bidrager man til en naturlig balance mellem molboer og andre dyr.
Indtil nu har I måske haft unaturlige kæledyr som hund eller kat. Disse dyr forurener med deres vejrtrækning og andre uddunstninger, hvorved de er skyld i klimaforandringer i form af havstigninger i fjerne landsbyer og at himlen falder ned. Selvom I skal skamme jer over at have kæledyr, vil vi ikke gribe ind, men overlade det til naturens gang, for de naturlige dyr skal jo have noget at leve af, og en fed og næringsrig kat eller hund mætter godt.
Dyrevelfærd er ekstremt vigtigt i vores fremtidige verden, det kan ingen vel være uenige i og det er hårdt at tænke på, hvordan man tidligere mishandlede de vilde dyr ved at spærre dem inde. Alle skal bidrage til vilde dyrs ve og vel og nu skal tamme dyr også blive vilde. Derfor skal de spærres inde i naturnationalparker, passe sig selv i al slags vejr, sulte og spise giftig gyvel. Hvis de brækker benet, må der selvfølgelig ikke komme en dyrlæge, ellers bliver de aldrig heeeelt naturlige”.
Alle får uddelt et skilt til at hænge på døren, hvor der står DYRENE FØRST, for det gælder naturligvis også i jeres hjem. Det betyder, at hvis der for eksempel ligger en krokodille i jeres alkove, så er det naturligvis forbudt at jage den ud, men I forventes at lægge vadmelsdynen blidt og forsigtigt over den. En krokodille har mere ret til at ligge komfortabelt, og hvorfor skulle mennesker ikke bare sove på gulvet?”
Nogle af molboerne kom med mishagsytringer, og hr. Klejne følte, at han var nødt til at komme dem lidt i møde. Derfor kunne han berolige dem med, at alt selvfølgelig var frivilligt, for de havde alle sammen en valgmulighed.
”Vi forstår godt, hvis nogle af jer kan føle en irrationel frygt grundet en vanetænkning om, at dyr skulle være farlige, især hvis I har små, lækre og kalorietætte børn. Det har vi naturligvis taget hensyn til. Vi har allerede givet statstilskud af jeres egne skattekroner til, at I har kunnet etablere hegn, så ulve ikke kan komme ind og æde jer selv, jeres børn eller jeres husdyr. Uheldigvis er der alligevel smuttet en ulv eller ti over eller under hegnet, fordi I har sjusket med opsætningen og ikke været dygtige nok til at etablere det korrekt. I har også lavet nødforanstaltninger i form af personlige bure, men det har I så også været for dårlige til.
Den glædelige nyhed er, at de af jer, der ikke tør leve et naturligt liv i et naturligt habitat, nu kan leje jer ind i de zoologiske haver, der bliver ledige fordi vi har lukket dyrene ud. De zoologiske haver, som vi nu kalder distrikter, er nemlig omkranset af meget høje hegn, som er gravet 5 meter ned. Her kan man så leje f.eks. et løve- eller et elefantbur. Vi giver en statsgaranti for, at hele den zoologiske have er behørigt aflåst udefra, så ingen dyr kan komme brasende ind til jer. Vi etablerer alt, hvad I skal bruge indenfor de høje hegn, så I aldrig behøver at gå ud, og med i burlejen er der to daglige måltider bestående af eventuel overskudsmad. I kan allerede nu stille jer i kø til at blive skrevet op til sådan et bur i et dyresikret distrikt, men der er selvfølgelig rift om dem.”
Molboerne begyndte at slås, for de ville alle forrest i køen for at få et statssikret bur. De var nemlig nogle enfoldige bangebukse, som dybest set ikke fattede, hvilken gave, de fritlevende vilde dyr var for menneskeheden.
Hr. Klejne forsikrede dem om, at Statan nok skulle bruge endnu flere af molboernes egne skattepenge på at lave mange flere sikre bure indenfor indhegnede distrikter, så man kunne nå alting indenfor 15 minutter, og så endnu flere molboer, der led af irrationel angst for dyr, kunne tilbydes statsgaranteret sikkerhed i et distrikt. Hvis man havde et legitimt ærinde, og en høj ESG score, ville man let kunne bevæge sig fra det ene distrikt til det andet med dyresikrede letbaner, og da det naturligvis var for farligt at stå af undervejs, stoppede toget først, når det var blevet lukket ind i det næste dyretomme distrikt, og porten var forsvarligt lukket bag uden at nogen dyr var sluppet ind. ”Vi vil i bur! Vi vil i bur!” råbte de, og så var det jo smart, at der tilfældigvis allerede var etableret rigtig mange letbaner i hele landet, så folk ikke behøvede at bevæge sig ud i det farlige landskab. Hurra for det.
Lene Bang
|
