|
- af Lene Bang, 22. maj 2026
Det bankede på porten til kongens slot. En lakaj lukkede op. Udenfor stod der to autoriserede kloge koner og en hel del molboer. De sagde, at de havde en mistanke om, at der skete en forbrydelse.
”Vi kommer fra Børns Ve og Vel, en myndighed, der har til opgave at sikre, at alle børn trives og vokser op i sunde omgivelser. Vi laver forældrekompetenceundersøgelser, og vi har forstået af et bekymringsbrev, at prinsessen bliver bakket op af sine forældre, når hun siger, at hun vil i militæret, hvor man kan risikere at blive sendt i krig, og i yderste konsekvens risikere at miste sit liv. Et mareridt for enhver normal forælder.
Nu er prinsessen jo blevet 18 år, derfor bestemmer hun suverænt, om hun virkelig vil udsætte sig selv for sådan en grum skæbne. Hun er allerede kommet så langt ud på et skråplan, iværksat af hendes forældre, at det muligvis er for sent at redde hende. Vi vil dog anbefale, at hun flytter fra slottet hurtigst muligt, så yderligere påvirkning undgås og hun måske kan begynde at forstå hvilken dårlig indflydelse hun har lidt under i hele sin barndom.
Efter reglerne burde vi nu foretage en autoriseret undersøgelse med samtaler, tests og observationer, af tre måneders varighed, men på grund af sagens alvorlige natur, kan vi ikke forsvare at lade påvirkningen af de yngre kongebørn fortsætte så længe. Derfor må de omgående fjernes. Intet er mere destruktivt, end når forældre, hvis fornemmeste opgave det er, at beskytte deres børn, lokker dem til at gå i krig, sætte deres liv på spil og forsøge at myrde andre mennesker.
Vi har mange vidner, for prinsessen har jo selv sagt på torvet, hvor alle kunne høre og se hende, at det er det hun vil. Vi forstår også, at hun har påvirket mange andre unge til at tro, at de også skal gå i krig. Derfor vil vi lave forældrekompetencevurderinger på alle landsbyens forældre, der har børn under 18 år.
Som sagt bliver vi nødt til, omgående at fjerne kongebørnene og bortadoptere dem til mere egnede og kærlige adoptionsforældre.”
Kongen og dronningen blev rystede, for de havde ikke troet, at nogen på den måde ville blande sig i deres børneopdragelse, men molboerne, der ellers havde været meget begejstrede for kongen og dronningen, kunne godt se, at det ville være forfærdeligt, hvis kongebørnene skulle ligge og forbløde i en skyttegrav. De begyndte at komme med højlydte mishagsytringer, og lakajen, som også holdt af børnene, trådte til side og lod de kloge koner og molboerne komme ind og redde kongebørnene.
Først blev de sure over at skulle flytte, men da de fik forklaret, at de kunne risikere deres liv, blev de meget vrede på forældrene, men glade for at de kloge koner og molboerne var kommet og havde reddet dem fra en grum skæbne. De fik et kvarter til at samle deres tøj og ting sammen, mens kongeparret og den ældste prinsesse blev bevogtet af både lakajen og alle molboerne.
Senere blev de tilbudt sjælelige behandlinger af de kloge koner, for man forsøgte at lære dem at forstå, at de var blevet påvirket af mørkets kræfter til at ville sende deres egne elskede børn i krig. Vi ved jo, at alle kongelige desværre er dæmoner, som tydeligvis ikke har nogen sjæl, hvilket denne indsats fra de kloge koner også klart viser.
Kongebørnene var taknemmelige over at blive bortadopteret til omsorgsfulde adoptivforældre, som var gode til at give dem rigtig menneskekærlige værdier og aldrig, aldrig, aldrig nogensinde kunne finde på at sende dem ud på slagmarken. Hurra for forældrekompetenceundersøgelser.
Lene Bang
|
