|
- af Lene Bang, 15. maj 20026
En dag kom selveste justitsdæmonen, hr. Skummelgaard, en af de klogeste dæmoner i hele landet, til molboernes landsby og gav dem en besked:
”Der er noget vi skal tale om”, sagde han, ”og det gælder vold mod børn, som skal bekæmpes med alle midler. Hvert femte barn udsættes for vold og I er derfor alle under mistanke for at være voldelige mod jeres børn”
Molboerne var overraskede over det høje tal, for de var med meget få undtagelser generelt meget glade for deres børn og kærlige mod dem, men man kan jo ikke ustraffet diskutere med videnskaben og hr. Skummelgaard havde skrevet en bog om, at han selv havde været udsat for vold som barn, og nu skulle han nok sikre, at resten af landets befolkning holdt sig indenfor lovens rammer.
”Forskning tyder på, at overvågning giver frihed. Derfor vil vi nu sætte nogle høje pæle op rundt om hele landsbyen, hvor vi installerer overvågningsudstyr i form af små dæmoner, der kan rapportere enhver bevægelse I foretager jer, og sende den via usynlige stråler til en vores kontrolorgan kaldet STATAN så vi kan se, om I er voldelige overfor jeres børn. De højteknologiske dæmoner kan også gå tilbage i tiden, og afsløre eventuelle uregelmæssigheder som muligvis er strafbare, og hvis man ikke umiddelbart kan straffe jer, kan man altid ødelægge jeres gode rygte for altid ”.
Molboerne bøjede nakken, for mange gemte på en lille hemmelighed fra deres fortid, som helst ikke skulle afsløres. Et udenomsægteskabeligt kys bag hegnet, en diskret finger under vægtskålen når man købte mel, et par ekstra nagler på regningen for reparation af en kærre, et stjålet stykke brystsukker når handelsmanden vendte ryggen til.
”Alle skal have opdateret deres ESG-kort hver evig eneste dag lige inden spisetid. Folk med ESG-scoren 10, kan ansøge om at blive vellønnede kontrollanter, og husk, at hvis man melder et familiemedlem til STATAN, så giver det en ekstra score.
Vi har indført en regel om, at børn ikke må smage på brændevin eller prøve at ryge en pibe tobak inden de bliver 16 år, og vi har hørt, at der er et problem med lille Børge og nogle af de andre børn. For at lære vores børn og unge at holde sig fra disse modbydelige fristelser i en tidlig alder, har vi bygget mange nye tugthuse landet over, og hvis Børge og de andre børn bare en eneste gang lader sig friste til at smage på varerne, kan de se frem til langvarig isolation i et ungdomstugthus. Vi ved godt, at børn efter loven er forældrenes ansvar, men da I åbenbart er for dårlige til at passe på jeres børn, så må vi nu overtage det ansvar. Alle skal følge vores regler, ellers ved I godt, hvad der sker med jeres ESG. I princippet er alle molboer nu under mistanke for et eller andet, og vi vil helst sætte jer alle i tugthus. Endnu er der dog ikke tugthuse nok, men vi arbejder hårdt på at få dem bygget, så vi kan få alle landsbyer på ret køl igen”
Forældrene kiggede mistænksomt på hinanden og alle skammede sig, for de vidste godt, at det var deres ansvar at opdrage børnene, men det var svært at holde en 14-årig under konstant opsyn og forhindre drengestreger, derfor var det nok sikrest, at lade STATAN passe på børnene.
Justitsdæmonen ansatte nogle mindreårige til at gå rundt til handelsmænd og prøve at købe brændevin og tobak, og hvis det lykkedes, blev hans handelskompagni lukket og der vankede både træhest og gabestok. Den mindreårige, der havde afsløret ham, fik ret til at være den første til at spytte på ham og han fik et ekstra kryds i ESG-scoren.
”Her i landet bruger vi fristelser og straf, f.eks. laver vi dæmon-genereret børneovergrebsmateriale, som man ikke kan skelne fra ægte for at friste svage sjæle til at gramse på børnene. Her vanker der høje straffe, medmindre man naturligvis er en af vores venner, en højt rangerende dæmon i vore eget dæmonkrati, så kan man nøjes med fire måneder i tugthus plus en ministerpension for jeres skattekroner”.
Nogle molboer blev sure over den sidste udmelding. De vidste godt, at de bare skulle holde bøtte på grund af ESG-scoren.
Alternativ slutning
Molboerne tog sig sammen og tog ansvaret for deres børn tilbage. De tillod ikke børnene at friste og angive andre og de nægtede alle at aflevere ESG-rapporter. De rev masterne med overvågningsdæmonerne ned og forsvarede sig mod STATAN med næb og klør.
Lene Bang
|