|
- af Lene Bang, 6. maj 20026
Mine molbohistorier er ren fiktion, og enhver lighed med nulevende eller døde personer, faktiske begivenheder eller steder er rent tilfældig. Læsning sker på eget ansvar.
-------
En dag, da molboerne var ude og nyde det gode vejr, kom der en kæmpestor hund med meget skarpe tænder tæt ved landsbyen. De havde aldrig set så stor en hund før, og blev lidt bange for den og gik ud på marken for at se til fårene. Der så de, at hunden havde overfaldet og spist over halvdelen af fårene.
Søndagen efter kom kongens lakajer til torvet for at give instrukser og svare på spørgsmål. De havde en berømt ekspert i naturlig natur med, som fortalte, at hunden ikke bare var en almindelig hund, men et meget fint og naturligt dyr, som man kaldte en ulv og molboerne skulle være beæret over, at ulven havde udvalgt netop deres får til føde. Lakajerne lavede en lov om, at man ikke måtte skade ulve ved at forsvare sig med kæppe, men man måtte godt råbe, bare ikke for højt, for ulve har også følelser, som man ikke må krænke.
Nogle af molboerne (faktisk de fleste) syntes det var lidt utrygt, at have sådan et stort rovdyr til at rende rundt, og de var bange for, at ulven ville overfalde et barn. Det havde lakajerne allerede tænkt på, og eksperten i naturlig natur fortalte, at nogle kunne have en brist, som videnskaben kaldte ulvenægteri. Diagnosen var, at de havde en psykisk tilstand, der gjorde, at de ikke kunne forstå, at ulven var et helt naturligt hjemmehørende dyr, som havde krav på maksimal beskyttelse.
Hvis nogen led af ulvenægteri, skulle de stille sig op på en række, så alle kunne se dem og de ville få et klip i deres ESG kort. Det var der ikke mange, der havde lyst til. Eksperten fortalte molboerne, at de ikke måtte skælde ud på ulvenægterne, da de ikke kunne gøre for det, og at ulvenægteri var en psykisk tilstand ligesom konspirations terrorisme, som kunne behandles med en tur i dårekisten til det var gået over. Hvis nogen kendte til ulvenægtere i deres familie, skulle de melde dem til lakajerne, som ville tage dem under kærlig behandling. At melde familiemedlemmer til lakajerne var en god gerning, som ville blive belønnet i deres ESG rapport. Så længe ulvenægterne var under behandling, skulle man være venlig og overbærende med dem og håbe og bede til, at de kom til fornuft.
Lakajerne anbefalede, at molboerne fældede nogle træer, som de kunne bruge til at hegne marken ind, hvor fårene stod, og hvis ikke hegnet var højt nok, var det molboernes eget ansvar, og andre molboer måtte gerne gøre nar af dem. Ulve er meget dygtige til at springe, derfor skulle hegnet være meget, meget højt. Det syntes molboerne var en god ide, og de gik straks i gang med arbejdet.
Der kom flere ulve til, og engang da en ulv var meget sulten, var den hoppet over hegnet og havde snuppet et barn med hjem til sine sultne unger. De andre molboer syntes, at de selv havde været ude om det, for de kunne jo bare have lavet hegnet højt nok. Lakajerne forklarede, at det var helt naturligt, at en sulten ulvemor ville gøre alt for, at hendes søde ulvebørn ikke skulle sulte, og at man måtte regne med et vist ”spild”, når man ville have ordentlig vild natur, og hvem vil ikke det? Desuden var det godt mod den farlige overbefolkning, for børn var der jo rigeligt af. De forsikrede molboerne om, at der ikke var sket noget med ulven.
Alligevel var der flere molboer, som selv efter at have været under behandling for ulvenægteri ikke var helt tilfredse. De blev bange for at lade børnene lege ude og selv gå en tur i skoven. Igen havde eksperten i naturlig natur en rigtig god løsning. Hvis de kæmpestore hegn, som I har sat om jeres huse, ikke er nok, og hvis I absolut vil udenfor indhegningen, så vær kreative og byg et bur af kæppe til jer selv og børnene.
Det syntes molboerne var en fantastisk god idé, så de kappedes om at bygge de mest kreative bure til dem selv, hvor de var beskyttet, men stadig kunne bevæge benene. Der blev lavet konkurrencer om at kreere de bedste menneskebure og vinderen blev fundet ved en festlig afstemning på torvet.
De få tilbageværende ulvenægterne blev buhet af og udskammet, for alle vidste jo, at det var vigtigere, at ulvene havde et dejligt frit liv, og nægterne var jo allerede blevet tilbudt dårekistebehandling. Der var ingen tvang, for molboerne kunne frit vælge at gå med hegn, eller stille sig selv og deres børn til rådighed som middagsmad for ulvene.
Molboerne holdt op med at besøge hinanden, børnene måtte ikke længere lege udendørs og fårene blev buret inde bag kæmpehøje hegn. Hvor er det godt, at vi lever i et frit land, at kongen passer på os, og eksperter i naturlig natur ved, hvad vi skal gøre, sagde molboerne til hinanden.
Alternativ slutning
Molboerne blev trætte af ikke at kunne færdes frit og gav kongen 14 dage til at fjerne alle ulve fra hele Jylland, hvorefter de skød hver eneste ulv i selvforsvar. Fordi de havde været så længe om at gøre oprør, skulle de nu skyde 400 ulve i stedet for bare at have skudt den første de så, derfor var det nu 400 gange mere synd for ulvene, og jo længere man venter, desto flere skal man skyde, men ulve skal udryddes, for de er sat ind af dæmoner, hvis plan er at skabe kaos blandt mennesker og dyr, lader ulve besætte vores dejlige land.
Lene Bang
|
