|
- af Lene Bang, 4. maj 20026
Ligesom de gamle molbohistorier er mine ren fiktion, og enhver lighed med nulevende eller døde personer, faktiske begivenheder eller steder er rent tilfældig og læsning sker på eget ansvar.
-------
En dag kom selveste kongen og hans familie og talte på landsbyens torv.
”Kære molboer. I dag vil jeg tale om et alvorligt emne, og jeg har en glædelig nyhed til jer. Som jeg tidligere har fortalt jer, er overbefolkning et virkelig stort problem, og I må nu indstille jer på langvarige krige, hvor mange skal ofres, især jeres børn og unge. Vi har længe sendt milliarder af jeres rigsdaler til en fjern landsby for at holde en grænsestrid kørende, hvor mange mennesker er blevet myrdet. Det er synd for dem som vi holdt med, men fjenden er vi stolte over, at have slået ihjel.
Nu er tiden så kommet til jer, og I kan starte med at spare på alt undtagen skatter til os. Vi har længe sagt, at I skal være fattige på grund af vejret, så vi har jo forbudt jer at dyrke korn til jeres dyr og tvunget jer til at lade markerne være, så vi kan få urørt skov. I er derfor blevet afhængige af at få korn fra verdensmarkedet, hvor alting skal igennem Husmus strædet. Der er nu ballade i området, nogle gange er der krig, andre gange er der våbenhvile, så man kan ikke vide, hvornår vi kan få kornet sejlet igennem.”
Molboerne syntes det var flot, at de sådan at var en del af verdensmarkedet, og de kunne godt forstå, at de ikke kunne få korn til hestene, hvis der var krig i Husmus strædet. Derfor ville de nu kun give hestene halv ration, til gengæld behøvede de ikke at ride så hurtigt.
”Selvom der skulle blive fred i Husmus strædet, kan vi altid finde på nye krige, derfor skal vi opruste, og I skal betale endnu, endnu mere krigsskat, og alle kan nu forvente, at blive indkaldt til militæret, også pigerne. Hvis det bliver nødvendigt, kan vi annektere jeres hjem og jeres heste for at forsvare landet, det er naturligvis for at kæmpe for vores dæmonkrati, menneskekærlighed og frihedsrettigheder. Vi har også aftalt med de landsbyer, som vi holder med, at vi kan evakuere jer i tilfælde af krig. Vi gør jo alt for jeres sikkerhed, og hvis der falder en bombe i jeres hus, vil I sikkert være glade for at være evakueret til en sikker lejr, hvor fjenden ikke kan bombe jer og hvor vi passer godt på jer bag høje hegn. Vi bygger også kanonfabrikker i jeres landsby for andre landsbyer, som vi holder med. Det kan være, at fjenden bliver sur over det og vil bombe jer, og så har vi allerede krigen godt kørende, så det kan hurtigt blive aktuelt med evakuering”.
Så trådte den ældste prinsesse på 18 år frem og smilede sødt. Hun havde dog ikke en fin prinsessekjole og diadem på, men armygrøn trøje og bukser og store støvler. ”Jeg går naturligvis forrest og melder mig til elleve måneders militærtjeneste, for jeg vil rigtig gerne slå mine jævnaldrende og deres familier fra andre landsbyer ihjel, for at kæmpe for vores frihed og gode, menneskekærlige og retfærdige værdier”, sagde hun.
Jublen ville ingen ende tage. De unge havde fået et idol, alle ville gå i armytøj og store støvler ligesom prinsessen, for de syntes, at hun var både klog og sej, og de ville også gerne være som hende. ”Hvis prinsessen vil forsvare vores menneskekærlige land og frihed, hvorfor skulle jeg så ikke også gøre det, og hvem skal ellers gøre det?” var der mange, der sagde, og alle på nær nogle få tosser meldte sig til elleve måneders militærtjeneste.
Enkelte af forældrene var dog ikke så glade for det, for de sagde, at krig er mord og fred er kærlighed. De mindedes deres egen ungdom, hvor de var rejst rundt fra landsby til landsby og oplevet fremmede kulturer og havde fået livslange venskaber. Så sladrede børnene til kongens ministre, og så blev de hentet af lakajerne og dømt for landsbyforrædderi.
Alternativ slutning: Forældrene tog magten over børnene tilbage fra Statan og lærte dem at lukke ørerne for dæmonisk propaganda, at krig er mord, og at fred er kærlighed.
Lene Bang
|
