|
- af Lene Bang, 1. maj 20026
Enhver lighed med nulevende eller døde personer, faktiske begivenheder eller steder er rent tilfældig..
-------
Nu skulle molboerne prøve at stemme på kongen. De fik hver en seddel med navne og billeder af de udvalgte dæmoner. Øverst var der et billede af en heks. Det kunne enhver se, for den havde en ordentlig vorte på næsen. Den vimsede rundt blandt molboerne og bød på makrelmadder og lovede, at den ville være børnenes statsminister og fjerne en masse børn fra molboerne, fordi mange forældre ikke var søde nok ved deres børn, og at nogle endda engang havde givet dem et rap i numsen, hvis de havde været for frække. Det måtte de jo indrømme, så det var nok bedst, at heksen bestemte, og derfor stemte de på den.
Så snart den havde udråbt sig selv til statsminister, og været hos kongen og underskrive Grumloven, begyndte den at fjerne børnene, som den havde lovet, naturligvis for deres egen skyld, og fordi nogle andre kunne give dem en langt bedre opvækst end de fattige molboer kunne. Selvom børnene skreg og råbte, at de hellere ville blive hos forældrene, var der ikke noget at gøre. Heksen havde bestemt det, og lakajerne var mange og tog hårdt fat og smed børnene op på en kærre. Forældrene fik ikke lov til at se børnene igen, for heksen mente ikke, det ville være sundt for nogen. Hvad der skete med børnene, var der ingen der anede, for man hørte aldrig fra dem senere. Alligevel stemte de på heksen igen næste gang der var valg, for den var sikkert langt klogere end dem selv, og det var jo pinligt, at de havde så mange børn og nu havde de alligevel vænnet sig til at stemme på den.
En dag blev alle molboerne, havde en videnskabsdæmon ved navn Molbostrøm, havde en alvorlig meddelelse til dem. Den havde et billede med fra en fjern landsby, hvor man så nogle mennesker ligge på stribe med tæpper over hovedet, som den fortalte var døde af en meget smitsom sygdom. Et af ligene havde flyttet tæppet lidt, og lå og bakkede på en pibe, men ham skulle man absolut ikke snakke om.
”Der er tale om en meget, meget smitsom virus, som nemt kan udvikle sig til en pandemi. Den har samme symptomer som influenza, som man nu ikke længere bør tale om. Det er den frygtede koronja. Selvom man er rask, kan man alligevel være syg, det hedder rask smittebærer, og fra nu af gælder det om, at udpege de molboer, der potentielt kan ”drive smitten”. Det er første gang vi oplever noget lignende, vi aner ikke hvad vi skal gøre, derfor vil der blive begået fejl, alligevel skal alle følge vores retningslinjer”.
Molboerne blev skrækslagne. Samtidig var de også beærede over, at den kloge videnskabsdæmon tog sig tid til at dele ud af sin ufattelige viden. De sugede til sig, og gentog alt hvad den sagde, for enhver vidste jo, at det var den pureste sandhed, og jo flere tiltag mod ”smitten”, den kunne finde på, desto mere populær blev den. De havde helt glemt, at den kloge kone tidligere havde fortalt dem, at man ikke kan gøre noget ved en, den skal bare gå over af sig selv.
”Selvom I gemmer jer bag hønsehuset, kan smitten alligevel finde jer, hvis I er ude efter mørkets frembrud, især hvis I står op. Det er særligt høje mennesker, der driver smitten, for virus befinder sig bedst i de højere luftlag”, sagde Molbostrøm og skar et mærke i en pæl. Enhver der var højere end det mærke, skulle man for alt i verden undgå.
De mindre molboer blev vrede på de høje, og gjorde alt for at undgå dem. De høje ville ikke være skyld i at smitte andre, derfor begyndte de at kravle på alle fire. De andre begyndte de også at kravle, for at være på den sikre side. En molbo, der blev taget i at nyse, var en modbydelig smittespreder og skulle straks sættes i isolation i et skur. De fik et enkelt måltid pr. dag ind ad en lem i døren. Fra den dag, de var holdt op med at nyse, skulle de blive i skuret i 14 dage for en sikkerheds skyld. Alle, der kendte, eller bare havde hørt om vedkommende, skulle melde det til smitteopsporingen, som så kom og sikrede, at de også gik i isolation i et skur i 14 dage. Snart blev alle så bange for hinanden, at Molbostrøm måtte bede molboerne om at gå med en pose over hovedet med små huller til øjnene.
Efterhånden fik flere og flere ondt i ryggen af at kravle rundt på alle fire, så videnskabsdæmonerne lettede lidt på restriktionerne og anbefalede nu at folk gik baglæns, men helst med bøjede knæ, så smitten havde sværere ved at finde dem og springe på dem, for den lå jo på lur allevegne.
Molbostrøm advarede om, at smitten kunne klæbe til dørhåndtag, og selvom man vaskede hænder, kunne man alligevel ikke vide sig sikker. Derfor skulle alt – hænder, dørhåndtag, stegepander og alle redskaber desinficeres i kattepis.
”Heldigvis har vi allerede for flere år siden forberedt og taget patent på denne virus og aftalt med Ursula Fandens Oldemor der Løgnen, at hun med støtte fra en meget, sød, rig og dygtig dæmon, som hedder Kill Gates, og som er ekspert i at nedbringe overbefolkning, skal fremstille et eksperimentelt biologisk supervåben, kaldet en Føjser vaccine. Den er sikker og effektiv, og alle skal have den, selvom man ikke er syg. Vi kender naturligvis ikke langtidseffekterne af den, og vi ved, at al medicin kan give dødelige bivirkninger, men hvis I bliver syge eller dør af vaccinen, er der ingen, der giver jer kompensation. Vi har allerede for længst bestilt en masse af disse vidunderlige Føjser-supervåben, og I kan bare stille jer op, så skal I nok få en sprøjte ind i armen. Det er selvfølgelig frivilligt, men hvis ikke I gør det, bliver det noteret i jeres ESG-score, I bliver stemplet som dårlige mennesker, og det må gerne være besværligt for jer, ikke at være en del af samfundet. Det er faktisk noget, vi kommer til at forholde os til” sagde heksen, og vorten på næsen roterede en kvart omgang.
Folk kappedes om at komme først i køen. Nogle kunne ikke tåle supervåbnet, og faldt om på stedet. De fik minus i ESG-scoren og folk blev irriteret på dem og sparkede dem til side, så de ikke blokerede køen. Enkelte blev dog bange, og ville ikke have supervåbnet. De blev drillet og hånet, og for dem blev livet besværligt. Alle, der havde fået sprøjten, fik en rød sløjfe til at sætte på tøjet. De, der ikke havde nogen sløjfe, skulle skamme sig og måtte ikke være sammen med andre, og det var prisværdigt, hvis man spyttede på dem.
”Verden bliver aldrig mere den samme efter denne sygdom”, sagde heksen. Det viste bare, hvor klog den var, for selvom molboerne før havde prøvet at være forkølet, hvor de bare havde drukket kamillete og slappet af under dynen og så var blevet raske, havde verden altid været den samme, når de var stået op igen. Men heksen vidste, at supervåbnet gjorde molboerne langt mere medgørlige, for der var nemlig dæmoner i sprøjten.
Molboerne glædede sig til, at heksen opfandt flere spændende kriser, og de behøvede ikke at vente længe. Klimakrisen pressede på konstant, for vejret var der jo hele tiden, og blev kun holdt nede på grund af tårnhøje skatter og hårde indgreb i naturen.
”Heksen er fantastisk til at løse de kriser, den selv skaber” sagde de til hinanden. ”Den stemmer vi også på en anden gang.” Og så gjorde de selvfølgelig det.
Alternativ slutning
Molboerne holdt op med at lade sig skræmme af magtmennesker. De slog sig sammen og ansatte en detektiv, som kunne opspore børnene og redde dem hjem til forældrene. De holdt op med at gå med pose på hovedet og kravle, og de ville ikke have Føjser sprøjterne. De tog sløjfen af, holdt op med at spritte af, og de stolede ikke længere på hverken Fandens oldemor, Molbostrøm eller heksen. De vidste godt, at mennesker bliver syge af at få sprøjtet gift ind i kroppen.
Lene Bang
|
