|
- af Lene Bang, 28. april 20026
Ligesom de gamle molbohistorier er mine ren fiktion, og enhver lighed med noget som helst er rent tilfældig.
-------
En dag annoncerede herremanden, at han havde en stor overraskelse til molboerne, som de godt kunne glæde sig til. Han ville afsløre overraskelsen på torvet den næste søndag, derfor skulle de klæde sig ekstra fint på og vaske hænder og hælde alkohol på, så de ikke smittede hinanden.
Molboerne var overraskede over, at de nu skulle til at vaske hænder. Det plejede de ikke at gøre, for de havde altid troet, at et godt lag skidt på huden holdt sygdomme væk, og det med at få alkohol på huden skulle være godt, var også nyt for dem, for de havde hele tiden troet, at det udtørrede huden, men nu sagde videnskaben åbenbart noget andet, og så måtte de hellere gøre det, for hvem kan være klogere end videnskaben?
De kunne næsten ikke vente til næste søndag af bar spænding, og mange gik allerede ned til torvet en hel time før, så de kunne få en god plads og vise de andre, hvor røde og velskrubbede hænder de havde. Selv børnenes hænder hang i laser af al det skrubberi og alkoholen brændte på huden.
Pludselig lød der trompetfanfarer, og ind på pladsen skred herremanden og konen i deres fineste skrud. Hans nærmeste lakaj havde en guldkongekrone i hånden, og under store falbelader satte han den på herremandens hoved. ”Nu er herremanden blevet konge, og konen er blevet dronning. I skal råbe hurra og får lov til at betale en ekstra kongeskat”.
Jublen ville ingen ende tage. Folk dansede og sang og råbte hurra, og alle ville trykke den nye konge og dronning i hånden. Lakajerne blev udnævnt til ministre, et flot ord, som betød kongens tjenere og de fik fine nye heste og vogne betalt af molboernes skatter, så de kunne befordres standsmæssigt.
Da kongen, dronningen og de nyudnævnte ministre var trætte, gik de hjem. Men deres sympatiske og venlige ansigter var desværre bare en gummimaske, som de tog af før de børstede tænder. Inde under masken var de uhyggelige reptiler med spidse tænder og skællet hud, for de var i virkeligheden dæmoner. De talte ikke som mennesker, men sagde lyde, der næsten, men ikke helt lød som hyggelig og normal hundegøen, vov vov vov. WEF, WEF, WEF, lød det, når dæmonerne var på spil.
Søndagen efter kom kongen og ministrene igen på torvet i guldkaret og i deres fine stads. Han smiskede for molboerne og lovede dem, at de selvfølgelig nok skulle få lov til at bestemme i deres eget land. ”Det manglede da bare”, sagde han.
Derfor indførte han pr. dags dato et nyt begreb, dæmonkrati, så alle kunne få lov til at stemme på ham hvert fjerde år. Han indsatte nogle af sine lakajer og gav dem flotte navne som Suicidal Dæmonkratiet, Konservestive, Ensomhedslisten, Dansk Folkedanserparty, Alternastivet, Danmarks Dæmonkraterne, Vænstre, Sosjalkrabatisk Folkeparty og Morderaterne, så der var noget at vælge imellem, men alle vidste, at det var kongen som bestemte, og det var folk glade for, han var jo sådan en flink fyr og konen var så pæn.
Hvert fjerde år fik molboerne et valgkort, så de kunne komme ind i et skur, sætte et kryds ved kongen og begrave sedlen i en urne. Selvom resultatet var givet på forhånd, var molboerne stolte af at leve i et land, hvor alle kunne bestemme, hvem de syntes var bedst til at udføre kongens ordrer.
En gang om året fik de lov til at lukke hele landsbyen ned for at løbe en tur med kongen og nogle gange løb dronningen og de kongelige børn også med. Dæmoner kan selvfølgelig løbe hurtigere end almindelige molboer, men de satte med vilje farten ned, så de ikke afslørede sig selv for meget, og sådan blev molboerne forledt til at tro, at de også var rigtige mennesker.
Kongefamilien boede selvfølgelig på et meget fint slot, og når de holdt fester for ministrene og erhvervsdæmonerne, fik molboerne nogle gange den ære at stå og kigge ind ad vinduerne, så de kunne se de flotte kjoler, som de selv havde betalt over skatten.
De fik ikke lov til at se dem spise, og det var sikkert også bedst sådan, for de spiser ikke som almindelige molboer gør. Først tager de masken af, så flår de maden fra hinanden og kaster store lunser ind i munden. De savler og gumler og slikker sig om munden med den tvedelte tunge i nogle timer, derefter vælter de sig rundt på dansegulvet mens de WEFfer højlydt. Inden de forlader kongeslottet, gælder det bare om at huske at tage masken på, for nogle af molboerne kunne måske finde på at lure på dem.
Dagen efter stod folk i kø på torvet for at købe billeder af de kongelige og deres gæster, selvfølgelig ikke uden deres masker. Inderst inde vidste nogle af molboerne godt, at de var dæmoner og at det ikke var så godt, at det kun var dem, der bestemte alting, men selvom molboerne var langt større i antal end dæmonerne, var de alligevel enige om, at man hellere måtte bøje nakken og arbejde endnu hårdere for at tjene penge til kongen.
De kendte godt ordet revolution, men mente, at overmagten var for stor, og den blev da også større og større for hver dag molboerne ikke gjorde modstand. Derfor var der mange, der såede ekstra gulerødder og lagde ekstra kartofler, for de vidste godt, at maden inden længe ville blive umulig at betale for, når de købte den på torvet.
Halmen var blevet dyr på grund af klimaet, derfor skulle man lade hestene blive hjemme og selv blive hjemme. Selvom man gerne ville passe sit arbejde, og det lå et stykke fra ens hjem, skulle man alligevel blive hjemme. Så blev man heller ikke forkølet, hvis man skulle møde et andet menneske på sin vej, for vi ved jo allesammen, at andre mennesker kan smitte, selvom de ikke er syge.
Alt i alt var der mange gode grunde til, at molboerne blev hjemme og sad helt bomstille. Så behøvede de heller ikke så meget mad.
Alternativ slutning: Det gik op for molboerne, at dæmonerne udplyndrede dem, derfor gjorde de det frivilligt, om man ville betale kongeskat. Han skulle ikke længere bestemme i statsrådet, og men kun løbe ture. Nogle molboer flyttede ind på kongeslottet, for der var rigelig plads, og de havde jo selv betalt det over skatten. Hvis kongen og dæmonerne WEFfede, blev de sendt ud i hundehuset til de kunne opføre sig ordentligt.
Lene Bang
|
