|
- af Lene Bang, 20. april 2026
Molbohistorier er gamle historier om naive bondefolk fra Mols, som fandt på sære løsninger på alverdens problemer. Ligesom de gamle molbohistorier er mine ren fiktion, og enhver lighed med nulevende eller døde personer, faktiske begivenheder eller steder er rent tilfældig.
Molboerne var skræmte over, at havet ville stige og himlen falde ned på grund af for meget CO2, som skyldes at de bevægede sig rundt, spiste mad og fik børn. På sigt kunne man jo bare blive hjemme, sulte og undlade at få børn, men ville man kunne nå at redde jorden hurtigt nok? Der var jo allerede alt for meget CO2 i luften, det kunne man se på salaten og kartoflerne, der voksede rigtig fint og gulerødderne, der blev flotte og store. Hvad skulle de dog gøre for at nedbringe og helst helt eliminere CO2`en, så de hurtigt kunne blive CO2 neutrale?
Herremanden fortalte nu, at videnskaben havde foreslået, at man kunne benytte sig af moderne teknologi og indsamle CO2 fra luften og fylde det i store sække, for derefter at sejle det til et fjernt land på den anden side af havet, og begrave det der.
Det syntes molboerne selvfølgelig at de skulle gøre, når nu det var selveste videnskaben, der havde udtænkt den fantastiske plan, og de gik resolut i gang med at samle den farlige CO2 ned i gryder og potter, og hurtigt fylde det i sække, som de bandt en forsvarlig knude på. Alle hjalp hinanden med det krævende arbejde, og de var helt med på, at det var et kostbart projekt, der krævede ekstra CO2-skatter, for der skulle mange sække og skibe til. Da skibene var fyldt, begav nogle af molboerne sig ud på den farefulde færd på havet med lasten fuld af det farlige gods.
Endelig, efter flere uger til søs, nåede de den anden kyst, og begyndte straks at grave dybe huller, hvor CO2’en skulle begraves. Men da de skulle tømme sækkene for at grave CO2’en ned, var sækkene helt flade og al CO2’en var sivet ud.
Det lod de sig heldigvis ikke slå ud af, de samlede bare noget andet CO2 fra luften i det fremmede land og puttede det ned i sækkene og bandt en knude, for CO2 er jo et problem i alle lande.
Det var selvfølgelig meningen, at de fyldte sække skulle begraves, men molboer er fornuftige og sparsommelige folk, så de ville ikke sådan fråse med sækkene, som kunne bruges igen de næste mange gange, der skulle fanges, transporteres og lagres CO2. Så de bandt knuden op, og hældte CO2’en direkte ned i hullet og dækkede det til i en ruf, og så gik det ellers for fuld fart med vind i sejlene hjemad til lillemor.
Alternativ slutning: Molboerne syntes efterhånden at det var noget pjat at indsamle CO2 og sejle det væk og begrave det. Da de var kommet om bag den første pynt, kastede de anker og ventede til aftenen, hvor de vendte skuden og sejlede hjem. De skulle stadig betale CO2 skat, men så slap de da for turen og man kan jo ikke få det hele. Herremanden var alligevel kun interesseret i pengene.
Lene Bang
|
