|
- af Lene Bang, 6. okt. 2025
En dag var molboerne gået ud på engen og havde lagt sig på ryggen og kiggede op på skyerne på himlen og udpegede de mest spændende skyformationer. Efterhånden forsøgte de at overgå hinanden med, hvad de kunne se.
Se der – sagde den ene, et coronavirus. De andre kunne ikke se det, men det ville de ikke indrømme, så de sagde bare, at de godt kunne se det. De blev enige om, at det sikkert var meget farligt, og at alle nok ville blive syge og dø af det.
Men hvordan skulle de dog finde ud af, om de overhovedet var syge? De fandt på, at alle folk skulle stille sig i kø og få lavet en test, så de kunne finde ud af, om de var syge eller raske. Det viste sig, at andre landsbyer også bøvlede med det usynlige coronavirus, og en dygtig forretningsmand havde blandet forskellige ting sammen, som styrker immunforsvaret og puttet det i sprøjter: muselort, opkast fra en kat og noget fra en død baby.
Alle skulle have en sprøjte for samfundets skyld. De var enige om, at det godt måtte være besværligt ikke at være sprøjtet, derfor skulle de usprøjtede blive udenfor i al slags vejr, når familien samledes til middagsmad.
”Vi må skynde os at tage en klud foran munden, lade os teste og indsprøjte for at redde bedstemor”, sagde den ene. Vi må hellere kun gå en vej rundt om søen, for ikke at blive smittet, sagde den anden, vi må hellere kun nynne og ikke synge, når vi går rundt om juletræet, sagde en tredje, og så gjorde de det.
En syntes, at de skulle have et coronapas, så man kunne dele hele landsbyen op i de gode og de dårlige beboere alt efter, hvor meget de rettede ind og lod sig sprøjte. Hvis ikke man havde et coronapas, måtte man ikke ride på sin hest til andre landsbyer og sælge sine varer.
Som tiden gik, blev det for kedeligt og besværligt, coronaen gik lidt af mode, og så måtte de gode molboer endnu en tur ud på engen og kigge op. De fik øje på noget CO2, og selvom de godt vidste, at CO2 fik planter til at gro, blev de enige om, at der nok var for meget af det, så de sprang op, hentede deres fiskenet og gik i gang med at indfange den farlige CO2 og grave den ned.
Mens de var i gang med det, fik en af dem øje på noget metan, der også svævede rundt i luften. De blev enige om, at metan måtte være meget farligt, fordi det sikkert fik havet til at stige i nogle fjerne lande. De blev enige om, at det nok var køernes skyld, fordi de engang imellem slog en bøvs.
Heldigvis kom der en handelsmand til landsbyen og da han hørte om trængslerne ved metanbøvseriet, viste det sig, at han tilfældigvis havde noget gift med, som han ellers havde tænkt sig at udrydde rotter med. Han roste sit produkt, Bovaer og fremførte, at det var heeelt sikkert i meget små mængder, hvis man havde beskyttelsesdragt på fra top til tå, havde fået de børn man ønskede sig og ikke lod køerne komme på græs.
Det syntes molboerne lød godt, så de udstedte en lov, der ville gøre det strafbart, hvis ikke alle i landsbyen brugte Bovaer til at forgifte deres køer og holdt dem indespærrede året rundt.
Handelsmanden fortalte også molboerne om en fjern landsby, som lå i krig med en anden landsby. De blev enige om at sende alle deres penge og heste afsted for at hjælpe den fjerne landsby, som de fik at vide var blevet overfaldet. Pengene skulle aldrig betales tilbage, og hestene kunne de også godt beholde.
En anden dag gik de igen ud på engen og lagde sig og kiggede op. Der fik de øje på tre droner, som så meget mistænkelige ud. De var sikre på, at de kom fra nabolandsbyen. Så indkøbte de store lagre af krudt og kugler, køb, køb, køb sagde de til hinanden. De forberedte deres børn på, at de nu skulle ud og slås og måske dø for deres landsby. Det var børnene ikke så glade for, men hvis de brokkede sig, fik de at vide, at de var landsbyforrædere, og hvem vil være det?
 Selvom de havde brugt alle deres rigsdaler og heste på deres tiltag, var molboerne fuldstændig enige om, at man i situationen ikke havde kunnet gøre andet, fordi der naturligvis ville blive begået fejl og det sagde de ofte til hinanden, især da mange var blevet syge af sprøjten, alle køerne var døde, planterne ikke kunne gro, fordi der ikke var mere CO2 og børnene var blevet slået ihjel.
Lene Bang
Folkemor
|
