- af Lene Bang
Kære politikere, borgmestre og hjemløse,
Det er vinter og iskoldt, og de hjemløse har ikke tag over hovedet.
https://www.dr.dk/nyheder/seneste/herberger-har-ikke-plads-til-alle-og-maa-traekke-lod-om-sengepladser
Heldigvis ejer befolkningen massevis af dejlige ejendomme, som f.eks. Christiansborg, Marienborg, rådhuse, slotte, kulturcentre, kontorejendomme, hospitaler, og universiteter rundt omkring i landet.
https://avisendanmark.dk/danmark/se-kort-saa-mange-hjemloese-bor-der-i-din-kommune
https://slks.dk/omraader/slotte-og-ejendomme/se-alle-slotte-og-ejendomme
Der skal ikke meget til, før folk ryger ud i hjemløshed, og der florerer åbenbart en usund fattigdomskultur der gør, at man forventer, at disse menneskers eneste mulighed er at opsøge et svært tilgængeligt herberg. Men det er jo slet ikke nødvendigt, for hele befolkningen ejer alle disse bygninger, hvor det vil være naturligt, at de får anvist en plads, hvor de kan være med deres ejendele og eventuelle husdyr. Der er ingen smalle steder, når disse fine steder skal renoveres, f.eks. Lyngby rådhus:
https://www.mestertidende.dk/article/view/1125819/fra_226_til_364 millioner_pris_pa_renovering_af_radhus_eksploderer
Eller det kunne for eksempel være i et af gemakkerne på Amalienborg. Der er varme, gode toiletforhold og da de hjemløse ejer disse steder i lighed med resten af befolkningen, bør de naturligvis ikke nægtes adgang, heller ikke under statsbesøg, hvor de bør nyde godt af serveringen og eventuelt konversere med udenlandske statsoverhoveder.
Det kan også være på Christiansborg eller et lokalt borgmesterkontor ude i landet, hvor de så kunne give deres mening til kende under forhandlinger, eller i auditorierne på statens universiteter, hvor der er masser af plads på tilhørerrækkerne og hvor de sikkert kan komme med gode spørgsmål og kommentarer.
De hjemløse kan heldigvis gå en vinter i møde i behagelige omgivelser, med varme og tag over hovedet og en god behandling med den venlighed og respekt, som de fortjener som de retmæssige ejere af disse ejendomme ligesom alle andre. Politikere og borgmestre kan godt gøre klar til modtagelsen.
Med venlig hilsen
Lene Bang
|